Nogle steder går man vældig højt op i at uddanne sine ledere. Andres steder mener man ikke det er nødvendigt.

Jeg mener det er strengt nødvendigt.

Men hvad er det liiige der er i en lederuddannelse, der er så vigtigt?

Det er nok ikke tippet om, at folk skal fyres om tirsdagen og have gode nyheder om fredagen. Jo højere niveau (i uddannelsesrækken, ikke ledelsesniveau) man er på i sit uddannelsesforløb, desto mere bliver det hele rettet mod en selv som person. Det bliver med andre ord mere og mere personlig udvikling og erkendelse af hvem man er som menneske.

Hvorfor skal jeg nu lære om mig selv? Er det ikke andre jeg skal lede? Jow, det kan du sige, men for at det er DIG der kan lede, skal du vide hvem DU er. En leder er altid et eksempel for andre, hvad enten man vil være det eller ej. Det er bare et vilkår.

Når ledergruppen skal sammensættes, der skal ansættes folk, løses opgaver og meget andet, er det en stor fordel at vide, hvor man selv er, så man kan supplere i forhold til de kvaliteter man selv mangler og derved gøre ledergruppen (eller hvad man nu skal sammensætte) mere komplet på kompetencer.

Og når der skal ledes og fordeles i det daglige, er det vigtigt at ens omgivelser ved, hvordan jeg som leder ønsker tilbagemeldinger på opgaverne. Har jeg blind tillid til at opgaverne udføres som lovet – og delegerer jeg ansvaret ud med opgaven? Eller er jeg mere den kontrol-agtige bogholdertype, hvor rækker og kolonner altid skal stemme? Leder jeg med kontrol eller tillid? Fish (se fx Wikipedia, mit indlæg om Tivsel og branding, og mit indlæg om Spejdere og FISH) eller grå skyer?

Ved at kende dig selv kan du VÆRE dig selv. Det giver større troværdighed, uanset din stil i øvrigt, for så ved folk hvor de har dig, og hvad de kan forvente af dig.

Til dem, der ikke går vældig højt op i lederuddannelse: overvej lige en gang til om det nu er holdbart. Det kan have store konsekvenser for opretholdelse af en god bundlinie.

For noget tid siden lavede jeg et kursus for nye ledere. Deltagerne blev inddelt i fire grupper, men i den ene af grupperne var der et frafald, så gruppen endte på kun at have tre medlemmer.

I kursusteamet besluttede vi, at de tre tilbageværende i gruppen skulle deles ud på de tre andre grupper.

Det fik vi høvl for i evalueringen. Kursusdeltagerne mente, det havde været bedre at tage én fra hver af de tre andre grupper og sætte ind i den stærkt reducerede gruppe.

Det var ikke en mulighed at lade gruppen gennemføre med kun tre deltagere, grundet det udbytte de skulle have af kurset.

Jeg er stadig i tvivl om hvad der ville være bedst.

Fordelen ved at splitte den lille gruppe var, at de kom ind i andre grupper der var velfungerende. Ulempen var, at de andre grupper var etablerede og det er svært at komme ind i en etableret gruppe.

Fordelen ved at tage en fra hver af de andre grupper var at de tre tilbageværende allerede havde etableret et fællesskab, som de kunne lukke andre ind i. Ulempen var, at tre grupper skulle afgive et medlem.

Gad vide om evalueringen ville have været anderledes, hvis vi havde valgt at splitte tre grupper, frem for kun en?