Jeg har lige været til konference en hel dag. Her blev jeg præsenteret for løsninger, der understøtter unified communications og jeg så også praktiske eksempler fra forskellige virksomheders hverdag.

Det virker på mig ret overbevisende, når man ét sted i virksomheden ringer til en anden, og man så ophæver grænserne for hvilket medie man bruger.

Ved traditionel “communications” holdes en “samtale” på det medie den er startet (en mail besvares med en mail, en chat med en chat, en telefonsamtale, nå ja, den besvares i den anden ende). Man kan godt få en mail og så eskalere den til en telefonsamtale, men det rykker ikke meget, for i praksis er mailen stadig bare mail og telefonsamtalen er stadig bare en telefonsamtale. De to ting er ikke bundet sammen.

Se så for dig, at jeg starter en chat med dig, og på et tidspunkt er det altså lettere lige at snakke sammen. Fra chatten kan jeg så ringe dig op, og her har vi hele konteksten med, lige præcis der, hvor vi bruger den. Vi kan indkalde andre til det, der så bliver et telefonmøde og vi kan gå tilbage til at det er en chat.

Alt kan logges, så det senere kan dokumenteres, alt kan holdes på lokal telefontakst, hvis det inkluderer kald til telefonnumre, der ikke kan nås via det redskab man nu bruger (fx en udenfor virksomheden eller en kollegas mobil).

Inden det hele starter har jeg lige checket, om du er tilstede. Hvis du er kontakter jeg dig. Hvis du ikke er, sender jeg måske en mail i stedet for at ringe eller starte en chat, eller jeg beder min chatklient om at give en alarm, når du er tilgængelig. Og så kører det hele derfra.

Her er det teknikken, der i den grad hjælper mig med at gøre min hverdag effektiv. Teknikken kan godt gå hen og være dyr, men man kan også komme langt for en beskeden indsats. Valg af løsning afhænger af, hvad man vil, og hvor der er en god businesscase (som i: ka’ det betåle sig).

Og nu er jeg så den, der sidder for bordenden i den gruppe på mit arbejde, der skal opbygge viden omkring unified communications. Fedt!

I gamle dage – sådan, for ALVOR gamle dage – var der én kommunikationskanal, når man skulle have eller give information til eller fra andre: det personlige møde.

Så kom telefonen, faxen, e-mail og nu: instant messaging. Den kender vi bedst fra ICQ, Windows Live Messenger, iChat eller en Jabberbaseret klient (Google Talk, Pidgin, Psi). Altså det der lille program, hvor vi kan skrive sammen med vores venner her-og-nu.

Kan det bruges som kommunikationskanal i et professionelt miljø? Det vil sige, kan jeg bruge det på arbejdet?

Ja, det vil jeg mene. Men det kræver at medarbejderne er med på ideen. Den forsigtige model er derfor at det er et tilbud til medarbejderne. Instant Messaging er “instant” og dermed meget påtrængende.

I mit mailprogram har jeg slået adviseringer fra, dvs. det hverken bipper eller kommer med pop-ups når jeg har fået mail. Det giver mig frihed til selv at vælge hvornår jeg checker mails.

Mail og fax (for dem der stadig bruger fax ) er asynkrone medier. Telefon og mobiltelefon er synkrone medier, men Instant Messaging er lidt begge dele. Det KAN være synkront, dvs. man kan “snakke” sammen i realtid, OG det kan være asynkront, dvs. man kan sende en besked, og på et senere tidspunkt kommer der et svar.

Synkrone medier kan virke stressende på nogle. Derfor argumentet om at Instant Messaging skal være et tilbud. I starten.

Jeg er ved at undersøge mulighederne for at få det indført på mit arbejde. Vi arbejder på Windows-platformen og bruger Notes som mail/kalender-program. Derfor vil det oplagte valg til klient være Lotus Sametime. Det, jeg har fundet frem til er, at det er mere sikkert end fx Windows Live Messenger, fordi man har det hele “inde i huset” og dermed selv kan styre hvor meget der er tilladt.

Men jeg savner stadig at høre andres erfaringer med indførelse af Instant Messaging som formel og reel kommunikationskanal. Både internt og i forhold til eksterne parter.