Klar dig gennem finanskrisen
I øjeblikket bliver vi tudet ørerne fulde af, at der er krise i finansverdenen. Renterne stiger og det er hårdt og ubarmhjertigt at være til.
Eller hvad?
Ret moraliserende – indrømmet – vil jeg sige: sæt tæring efter næring. Brug højst hvad du har. Ja, jeg pudser min glorie og ja, jeg kan være ret uudholdelig at høre på, men til det vil jeg sige: jeg mærker ingen krise.
Hvordan gør jeg nu det?
Jeg har fastforrentet realkreditlån. Det betyder at jeg betaler noget ekstra for en sikkerhed, der nu kommer mig til gode. Mit billån er til gengæld optaget til variabel rente, men så repræsenterer det omvendt kun en tredjedel af bilens købspris. De andre to tredjedele er den gamle bils byttepris og vores kontantbeholdning.
Siger du “Rige svin”? Det er dit problem. Jeg har ikke sat beløb på noget af ovenstående, jeg handler blot efter nogle simple principper: jeg skal være sikker på, at jeg til enhver tid kan svare enhver sit. Den lektie lærte jeg på den hårde måde, da jeg blev 18 år og fik Dankort. De gloede voldsomt på mig nede i banken og anede ikke hvordan de skulle reagere, da jeg kom for at aflevere mit Dankort. De kunne se på mine kontoudtog at det var et klogt valg, men alligevel spurgte de en ekstra gang om jeg var sikker, inden de tog en saks og klippede kortet over. Det var jeg.
Siden dengang har jeg haft det skidt med at skulle låne penge. Det er dog nødvendigt når jeg vil have både hus og bil. Til gengæld ved jeg nu, hvad jeg siger ja til, når jeg introducerer nye udgifter til mig selv.
Et af de værktøjer jeg bruger i min hverdag er et budget. Noget så simpelt. Jeg skriver ind i mit budget, hvad jeg forventer at have af udgifter og indtægter, og så gør jeg herefter noget særdeles vigtigt: jeg registrerer, hvordan det rent faktisk går. Kun på den måde kan jeg se om mit budget er realistisk eller om det skal tilpasses. Og kun på den måde kan jeg se om jeg skal lave om på noget i forhold til udgifter og indtægter.
Mit købmandsregnskab er simpelt: brug højst det, der er til rådighed. Vil jeg have mere må jeg skaffe flere penge. Den er ikke længere.
Hvordan jeg så skaffer penge er en helt anden historie. Og alle kan være med…
PS: jeg har to Dankort nu. Uden problemer.
Kommentarer(0)