Opdele og splitte grupper
For noget tid siden lavede jeg et kursus for nye ledere. Deltagerne blev inddelt i fire grupper, men i den ene af grupperne var der et frafald, så gruppen endte på kun at have tre medlemmer.
I kursusteamet besluttede vi, at de tre tilbageværende i gruppen skulle deles ud på de tre andre grupper.
Det fik vi høvl for i evalueringen. Kursusdeltagerne mente, det havde været bedre at tage én fra hver af de tre andre grupper og sætte ind i den stærkt reducerede gruppe.
Det var ikke en mulighed at lade gruppen gennemføre med kun tre deltagere, grundet det udbytte de skulle have af kurset.
Jeg er stadig i tvivl om hvad der ville være bedst.
Fordelen ved at splitte den lille gruppe var, at de kom ind i andre grupper der var velfungerende. Ulempen var, at de andre grupper var etablerede og det er svært at komme ind i en etableret gruppe.
Fordelen ved at tage en fra hver af de andre grupper var at de tre tilbageværende allerede havde etableret et fællesskab, som de kunne lukke andre ind i. Ulempen var, at tre grupper skulle afgive et medlem.
Gad vide om evalueringen ville have været anderledes, hvis vi havde valgt at splitte tre grupper, frem for kun en?
Kommentarer(3)