I gamle dage – sådan, for ALVOR gamle dage – var der én kommunikationskanal, når man skulle have eller give information til eller fra andre: det personlige møde.

Så kom telefonen, faxen, e-mail og nu: instant messaging. Den kender vi bedst fra ICQ, Windows Live Messenger, iChat eller en Jabberbaseret klient (Google Talk, Pidgin, Psi). Altså det der lille program, hvor vi kan skrive sammen med vores venner her-og-nu.

Kan det bruges som kommunikationskanal i et professionelt miljø? Det vil sige, kan jeg bruge det på arbejdet?

Ja, det vil jeg mene. Men det kræver at medarbejderne er med på ideen. Den forsigtige model er derfor at det er et tilbud til medarbejderne. Instant Messaging er “instant” og dermed meget påtrængende.

I mit mailprogram har jeg slået adviseringer fra, dvs. det hverken bipper eller kommer med pop-ups når jeg har fået mail. Det giver mig frihed til selv at vælge hvornår jeg checker mails.

Mail og fax (for dem der stadig bruger fax ) er asynkrone medier. Telefon og mobiltelefon er synkrone medier, men Instant Messaging er lidt begge dele. Det KAN være synkront, dvs. man kan “snakke” sammen i realtid, OG det kan være asynkront, dvs. man kan sende en besked, og på et senere tidspunkt kommer der et svar.

Synkrone medier kan virke stressende på nogle. Derfor argumentet om at Instant Messaging skal være et tilbud. I starten.

Jeg er ved at undersøge mulighederne for at få det indført på mit arbejde. Vi arbejder på Windows-platformen og bruger Notes som mail/kalender-program. Derfor vil det oplagte valg til klient være Lotus Sametime. Det, jeg har fundet frem til er, at det er mere sikkert end fx Windows Live Messenger, fordi man har det hele “inde i huset” og dermed selv kan styre hvor meget der er tilladt.

Men jeg savner stadig at høre andres erfaringer med indførelse af Instant Messaging som formel og reel kommunikationskanal. Både internt og i forhold til eksterne parter.