En af hverdagens helte er en som ofte – oplever jeg – bliver set ned på. En, der ikke er helt så god som “vi andre”. Men det er helt forkert.

En af hverdagens helte er den enlige mor.

Hvorfor nu det?

Min vurdering baserer sig på de oplevelser jeg har af at gå hjemme sammen med Lea. Anne er på arbejde hele dagen og kommer heldigvis hjem om aftenen. Imens skal jeg få dagen til at hænge sammen, huset skal passes, der skal sjat-handles (de store indkøber foretager vi sammen), vi skal luftes (vi går en tur på en lille time hver dag) og så videre.

Jeg er ikke alene om det. Kun i dagtimerne. Og vi har kun ét barn.

Tænk så på den mor, der kun har sig selv og mindst et barn. Især hende, der også arbejder. Hun skal få morgenrutinerne til at spille, aflevere, arbejde, hente, handle, fodre, putte, holde hus og en masse andet. Dagen får tilsyneladende aldrig ende. Men hun klarer det.

Jeg er ikke misundelig, jeg er glad for at vi er flere om opgaven. Tænk på det, den enlige mor går glip af. I og med hun skal klare ALT må hun nødvendigvis være forfærdelig træt altid. Hvornår når hun så at nyde sit barn i fulde drag? Lege, grine, tumle, bare gå amok i hinandens selskab?

Tænk på det, næste gang du møder en enlig mor. Hun kæmper en hård kamp. Hver dag.