Rent sprogmæssigt er der normen, og så det alternative. Altså det, der er alternativt til “det almindelige”, det “normale”, til “plejer”.

Hvis noget er alternativ tyder det på – ud fra ovenstående – at det er en kende marginaliseret. Normaliteten fylder mest (netop derfor er den det normale).

Er der et alternativ til Windows? Mac OS og Linux.

Er der et alternativ til TDC? 3, Telenor og Telia. Og underskoven af discountselskaber, der blot er brands under de store selskaber.

Hvad så med “alternativ behandling”? I hverdagen er den et alternativ til “det etablerede” system, dvs. den medicinske, naturvidenskabelige tradition. Og her er det fordi det etablerede fyldere mere end det alternative (der i øvrigt ikke er det ringeste u-etableret).

Tænk så lige over tidsperspektivet. Det etablerede medicinske, naturvidenskabelige system har eksisteret i nogle få hundrede år, mens alternativ behandling og medicin har været kendt og anvendt i årtusinder. Hvad er så lige alternativ til hvad her?

Og så er der alternativ energi. Her er vindenergi, solenergi, bølgeenergi og meget mere alternativ til afbrænding af fossile brændstoffer og atomenergi. Men hvad har været udnytte gennem længst tid? Og hvad er perspektivet?

Hvad nu, hvis det hele vender, så vind og sol leverer mere energi end fossilt brændstof og atomenergi. Bytter vi så rundt og siger at fossiler og atomer er alternativ energi?

Er akupunktur og zoneterapi alternativ behandling i Kina? Njarh… her er det den primære behandlingsform.

Når noget er alternativt, er det det i forhold til noget andet. I ovenstående eksempler er det mest størrelse og udbredelse, der er kriterierne. Altså er “de små” det alternative. Men alternativer kan også være ligeværdige. Hvilke rødvin vil du have? IBM eller Microsoft (de er begge så store, at “lille” ikke giver mening her)? Carlsberg eller Heineken?

Hvornår mon Panodil og olie bliver til alternativer?