Jeg har købt noget legetøj. En Apple TV, og det har fået helt utilsigtede konsekvenser. Jeg troede – og så er det ikke engang løgn – at jeg bare lige skulle have det rigtige kabel, så kunne jeg sætte den til mit halvgamle analoge billedrørs TV.

Men sådan skulle det ikke gå.

Historien kan gøres ualmindeligt lang, men jeg vil hoppe direkte konsekvensen: halvdelen af vores stue fornyes.

Når nu legetøjet ikke kan bruges sammen med det gamle TV må TV’et jo udskiftes. Det nye TV kan ikke stå hvor det gamle stod, da det tager hele udsynet ud til haven. Så må det op på væggen. Men min forstærker er for dyb til almindelige musikmøbler, så den (altså forstærkeren) må også skiftes. Og lænestolene? Ja dem skifter vi til en familie-hyggekrog at en sofa med puf.

TV’et skal hænge på væggen, og nu kommer jeg så til sagens kerne. Jeg har købt et vægbeslag – Vogels 8305 – og det er ret smart.

Jeg skal vide én ting: hvor er midten af TV’et. Ved jeg det kan jeg blot tage det samlede beslag, lade den del, hvor vaterpasset er (yep, der er vaterpas i beslaget) dække det kryds på væggen, der markerer midten af TV’et. Og så er det bare at markere hvor jeg skal bore 4 huller, putte de medfølge rawlplugs i, skrue beslaget op med de medfølgende skruer og så montere nogle skinner på TV’et. Så kan det hænges op.

Men hvordan finder jeg ud af, hvor højt TV’et skal hænge?

Her har jeg søgt. Og søgt. Til sidst fandt jeg følgende udregning: du skal kende afstanden til dit TV. Denne afstand ganger du med 0,0436. Du skal også kende din øjenhøjde (altså i hvilke højde fra gulvet dine øjne er, når du sidder der, hvor du ser TV). Tallet fra før lægger du nu til din øjenhøjde og så har du højden for midten af skærmen.

Og bedst af alt: jeg fulgte anvisningerne og det virker bare!

Jeg har købt mig en Mac. Yep. Efter 20 år med Windows prøver jeg nu noget nyt. Jeg har stadig en Windowsmaskine og bruger Windows på mit arbejde, så det er mere end udvidelse af mit univers, end det er en egentlig konvertering af overbevisning.

Jeg har også anskaffet mig en iPhone (det går helt galt ). Begge enheder kan bruges mobilt, og når nu det er Apple produkter, så virker det hele bare. Sæt stikket i, så kører det.

Straks tænker jeg “fedt”, det må virkelig være smart det her. Og det er det da også, men…

Der hvor jeg er nået til i min erfaring med Apple, er jeg nået til den del-konklusion, at selv om de enkelte enheder er smarte hver forsig, virker perfekt sammen og på den måde indgår i en fin symbiose (jaja, nu stopper jeg…), så er der alligevel noget der halter.

iPhone’n kan gå på trådløst netværk og – med mobilt dataabonnement – gå på nettet, så længe der er mobilforbindelse. Endda så hurtigt at den kan fungere som et ret effektivt modem for en computer.

Men når du ting skal synkroniseres (mail, e-mail, kontakter, små løse huskere), så skal man enten via Apples betalingsløsning MobileMe eller via et kabel til Mac’en. Det betyder, at alt stille og roligt centrerer sig om Mac’en. iPhonen skal initialiseres via iTunes, programmer på iPhone slettes ikke, men skjules kun, med mindre man sletter dem i iTunes. Og synkronisesring mellem telefon og computer (iPhone og Mac) går – med kabel – via… iTunes.

Det er ikke lykkes mig at fortryde mine køb. Faktisk er jeg vældig glad for “legetøjet”. Men det har nu alligevel sat lidt tanker igang.