Transformationen fuldført
Det har været en lang og sej proces, men nu er jeg igennem. Alle ølanmeldelser fra Gode Drikke er flyttet over i det nye system, og nu har jeg også fået flyttet alle drinks over på det nye site. Det nye site om drinks og cocktails hedder Gode Drinks.
Så. Nu er navnet røbet, jeg har linket til sitet, så nu er det officielt: jeg har rykket alle drinks fra Gode Drikke over i det nye “hjem” Gode Drinks.
Der skal stadig finpudses, og det nuværende Gode Drikke site skal stadig transformeres fra det nuværende system til at det er det nye site, der vises. Det bruger jeg lige nogle timer på en weekend. Og så skal jeg også lige eksperimentere med at opgradere til nyeste version af CMS’et.
Men alt er klart og et stort stykke arbejde er fuldført. Fedt!
Millionær på e-bog
Martin Thorborg – kendt fra Jubii og Spamfighter – er de sidste par dage omtalt i flere medier for sin succes med e-bogen e-pusher.
Vinklen på artiklerne er den samme: Thorborg har skrevet en bog, udgiver den kun elektronisk og sparer derved en masse udgifter på tryk og udgivelse, sælger den for en skyhøj pris (1875 kr. inkl. moms) og er ad den vej blevet millionær på sin bog.
Det lugter lidt af: Hvor ER det frækt at skrive nogle almindeligheder og sælge det rævedyrt.
Det, artiklerne IKKE har med er, at mange af dem, der har købt bogen, læst den og bruger rådene faktisk har fået rigtigt gode input til deres nye eller eksisterende e-shop. Og rigtig mange er hjulpet så godt på vej af bogen, at prisen for den er beskeden i forhold til det løft den har givet deres butik.
Det kan godt være at Martin Thorbog tjener godt på sin bog, men det er også fint, når den er så god en hjælp for mange e-købmænd. Sideprisen er høj, men udbyttet pr. side er nok også det højeste man kan finde i nogen bog. Og så er den på dansk.
Migrering – manuelt eller automatisk
Når data skal flyttes fra ét system til et andet kan man principielt bruge to fremgangsmåder (forudsætning: data SKAL flyttes): man kan kopiere det hele eller man kan indtaste alt data manuelt.
Selv når der er tale om ganske store datamængder kan der være gode grunde til at flytte data manuelt. Det blev fx gjort i et projekt jeg kørte, hvor data på 19.000 børn blev flyttet manuelt fra det gamle til det nye system. Den primære årsag var, at datakvaliteten i det eksisterende system efterhånden var så ringe, at selv om der ville optræde fejl i den manuelle proces, blev der ryddet så meget op i data, at det var det hele værd. Der blev efterfølgende kørt en hel del validering, for at sikre at vitale beregninger og sammenhænge i øvrigt var korrekte.
Ellers skal der som regel ikke ret store datamængder til, før der er overvejende gode grunde til en automatisk flytning af data.
Den situation står jeg i nu, hvor jeg skal flytte data fra mit eksisterende godedrikke.dk-site over i et nyt system. Knap 70 ølanmeldelser og mere end 150 drinksopskrifter skal flyttes, og selv om det ikke lyder af meget, så er det ikke bare en flytning der er tale om. Det er en gennemgang af alt det skrevne, hvor nogle øl skal genanmeldes, der skal ryddes op, der skal udvides, omstruktureres. Ikke noget, der er let at definere som en opgave, der kan køre automatisk.
Det tager lang tid, javist, men så håber jeg til gengæld også, at resultatet bliver så meget bedre.
Man kan derfor sige, at jeg ligger lidt i flytterod. Det bliver godt at komme frem!
Interview med en ølkender
Arbejdet med at flytte indhold fra godedrikke.dk til de nye sites for hhv. øl og drinks er i fuld gang.
Og så er det ideen opstår: jeg har allerede lagt nogle artikler om øl og drinks på sites’ne (de samme som jeg har på godedrikke.dk). Jeg kan godt bruge flere artikler (så hvis du kender nogen, så sig til), men jeg kan også godt bruge en lidt anden type indhold. Interviews.
Det jeg vil det er, at interviewe nogle mennesker, der ved en masse om øl, har erfaring med ølbrygning eller på anden måde er interessante at få en mening fra. Så længe det handler om øl – og måske også drinks, hvis der er materiale nok til det.
Jeg har selv nogle folk i tankerne, men jeg kan godt bruge inspiration og input i forhold til, hvem der kan være interessant at få en holdning fra.
CMS til hjemmesiden
Jeg har i snart mange år arbejdet med Mambo, Joomla og Fundanemt som CMS system til at lave hjemmesider i. For nyligt er jeg også begyndt at bruge Drupal. Alt dette er som webdesigner.
Som “almindelig” bruger har jeg brugt Sitecore og bruger TYPO3. Men her har jeg ikke prøvet at udvikle til.
Da jeg nu er ved at splitte mit øl- og drinkssite op i to – et til øl og et til drinks – står jeg igen over for at skulle vælge et CMS system. For jeg har hverken evner, tålmodighed eller lyst til selv at skulle kode noget fra bunden.
Det, der er vigtigt når man skal vælge CMS er, at systemet skal passe til opgaven. Det kan lyde banalt – og det er det også – men ikke desto mindre er der dem, der maser deres favoritsystem ned over alle opgaver uagtet at et andet system havde været mere passende. Derfor min satsning på at kende flere systemer.
De krav jeg har er, at der skal være mulighed for at sites’ne kan bakkes op af et community. Alle skal kunne levere indhold, man skal kunne vurdere og kommentere artikler, anmeldelser, opskrifter. Og det skal være let at bruge for den almindelige besøgende.
Samtidig skal jeg have mulighed for at tilpasse systemets udseende, struktur og præsentation præcis som jeg har lyst.
Et ultimativt krav til drinkssitet er, at man skal kunne lave en “Tøm dit barskab”-øvelse. Så kan man skrive hvad man har i sit barskab og få drinksopskrifter, der passer til.
Mit valg er faldet på Drupal til begge sites. Systemet er svært at lære at bruge, men når det kommer lidt ind under huden er der utroligt mange muligheder. Joomla er let at komme i gang med, men jeg synes hurtigt jeg støder på begrænsninger.
Designfasen er i gang og indholdet fra det eksisterende site er ved at blive flyttet til de nye sites (føj for en træls manuel opgave).
Øg opmærksomheden
Jeg er i gang med at splitte mit øl- og drinkssite – Gode Drikke – op i to selvstændige sites: et udelukkende om øl og et udelukkende om drinks.
Men én ting er at fokusere skarpere, noget andet er at gøre opmærksom på eksistensen af sit site.
Min strategi på det sidste er at optimere hårdt i forhold til søgemaskinerne. Det kræver en del research (gode ideer modtages gerne), men uanset hvad, så er grundlaget: solidt indhold. Så kan det ikke gå helt galt.
Jeg leder efter værktøjer, der kan hjælpe mig på vejen mod at blive fundet, og så går jeg i gang med opbygge strukturen og så fylde indhold på. Masser af indhold.
Hold liv i dit community
Det kræver hårdt arbejde at få opbygget et community, men når det først kører, så kører det. Eller hvad?
Narhj, ikke helt.
Jeg oplever, at på det danske Joomla-forum – der har været det mest aktive af de nationale Joomla fora – er debatten næsten gået i stå. Der har været vildt meget gang i den, men nu er det ligsom om at det bare er kedeligt. Tonen er kedelig, hvor der før var sjovt og fuldt af liv.
Hvorfor sker sådan noget? Er det bare fordi de har skiftet til et nyt forum-system?
Hvordan holder man gang i et community, når først man har fået bygget det op? Det vil jeg meget gerne udforske nærmere, for jeg har brug for det, når min godedrikke.dk skal splittes op i et øl-site og et cocktail-site. Der skal nemlig bygges et community op, der kan give liv på sites’ne.
Det må være lettere at holde gang i noget, der HAR momentum end at få SKABT momentum. Men hvordan gør man?
Opslitning af website skal skærpe fokus
Godedrikke.dk handler om øl og drinks. Jeg er kommet i tvivl om, hvorvidt de to ting supplerer hinanden fint, eller om det faktisk er bedre at splitte sitet op i to selvstændige sites, hvor det KUN handler om øl og det andet KUN handler om drinks.
Ulempen er helt klart, at jeg har et stort arbejde foran mig med at få delt indholdet ud på to sites.
Til gengæld tror jeg der er en stor fordel i, at de to sites hver især fokuserer på én ting, nemlig henholdsvis øl og drinks (eller cocktails, hvad det bærende ord nu kommer til at være).
Opbygning på de to sites vil være det samme som i dag:
- Anmeldelser af øl / opskrifter på drinks og cocktails
- artikler om hhv. øl og cocktails. Artiklerne handler om forudsætninger og alle de grundlæggende ting (hvordan bygger man en drink op, hvad skal der være i et barskab, hvordan gør man når man smager på øl osv.)
- et forum (måske)
Det er tanken at jeg vil udvide med værktøjer, der kan gøre fornøjelsen større og det hele meget lettere. Det kan være (det er løse tanker, jeg har ikke noget på plads endnu):
- checkliste til ølbrygning
- ting du skal huske, når de vil holde cocktailparty
- hvad skal du være opmærksom på ved ølsmagning
- hvor kan jeg købe paraplyer til mine cocktails
Og så skal jeg lægge mig fast på et CMS. En vigtig egenskab for det CMS der skal drive cocktailsitet er, at man skal kunne have en “tøm dit barskab” funktion. Så kan jeg skrive hvad jeg har i mit barskab og få forlsag til hvilke drinks jeg kan lave. Og hvis jeg bruger det som forberedelse, kan jeg også få forslag til hvad jeg lige skal supplere op med, for at kunne lave de her ekstra drinks også.
Jeg har mange gange overvejet om jeg skal have et nyhedsbrev til godedrikke.dk. Det er ikke blevet til noget af én årsag: jeg skal konstant have noget relevant at skrive til abonnenterne, og det ved jeg ikke om jeg kan levere over længere tid.
Jeg er gået i gang med dele af arbejdet. Og jeg vil undervejs skrive om hvordan det skrider frem.
Nu med Facebook
Jeg har oprettet en profil på Facebook, men jeg har stadig til gode HELT at forstå hvad det går ud på.
På en lille uge har jeg “samlet” mere end 80 venner sammen. Og tallet stiger stadig. I forhold til mange andre er det jo ikke meget.
Men hvad kan jeg så inde på det der Facebook?
Umiddelbart vurderet ikke noget jeg ikke kan andre steder. Her er det bare samlet ét sted. Jeg kan quizze, spille, lege med og mod mine venner. Vi kan skrive sammen i fuld offentlighed. Og hvad så?
Én ting er sikkert: Facebook kan stjæle tid, så man tror det er løgn.
Jeg er ikke ret meget til at spille og lege online, så hvis det er det primære der er at byde på, så bliver jeg nok hurtigt træt af det.
Kan du gøre mig klogere på Facebook?
Kommentarer(0)