Øv, hvor jeg hader det. Hader det, hader det, hader det. Noget der ikke virker og hvor jeg ikke kan finde fejlen.

Igennem lang tid har jeg ikke kunne uploade billeder fra min computer til min anden blog komvidere.dk. Det har gjort mig så irriteret, at jeg ikke har skrevet nye indlæg, for jeg VIL så gerne have et billede med i hvert indlæg.

Nu har jeg kæmpet med at finde en løsning i dagevis. Og pludselig slog det mig: kan det være noget så banalt som en forkert PHP-version?

Ja. Det var det. WordPress 3.1 er ikke godt sammen med PHP 5.3, når man vil uploade billeder. Vælg i stedet PHP 5.2.

Nå, jeg vandt – jeg fandt jo løsningen alligevel.

Jeg har gennem noget tid (lang tid faktisk) ledt efter en god to-do liste, som jeg kan bruge på mit arbejde.

Hjemme har jeg vænnet mig til at brug Things hvor min telefon og min computer arbejder fint sammen og hvor jeg kan tagge og kategorisere de enkelte opgaver.

Men på arbejdet bruger vi Windows, så Mac programmer har nok ikke nogen umiddelbar gang her. Men simple – og dog effektive – to-do lister til Windows er bare ikke nemme at finde.

Det, som jeg gerne ville have med i “pakken” er, at programmet kan (ikke at man skal tvinges ud i at gøre brug af det) understøtte Getting Things Done ideerne.

Det er såmænd let nok at finde en masse programmer til opgavehåndtering, men når jeg begynder at stille mine strikse kriterier op, så svinder det voldsomt i mængden. Mine kriterier var:

• programmet skal være gratis
• det skal være meget simpelt, men dog effektivt
• opgaver skal kunne kategoriseres
• opgaver skal kunne tagges
• det skal være brugervenligt

For at tage det sidste punkt først: brugervenlighed er her noget JEG vurderer, så hvad jeg godt kan lide er ikke nødvendigvis noget der er bred opbakning til i befolkningen som sådan. De andre parametre i rimeligt objektive og let målelige.

Begrænsningens kunst er en vanskelig disciplin. Det er åbenbart sådan, at en programmør ikke vil lade sit program nøje med at kunne en meget afgrænset del. Derfor er langt de fleste programmer fyldt op med alle mulige funktioner, der i bedste fald tager tid fra

• at notere sin opgave
• at prioritere opgaverne

Og det er lige præcis de to ting der er essentielle i min optik.

Jeg har prøvet en hel del programmer og i øjeblikket er jeg ret godt tilfreds med GeeTeeDee (lyder som GTD, altså forkortelsen for Getting Things Done). Er du til simple, men stadig effektive to-do lister og vil du have et Windowsprogram til din hjælp, så vil jeg anbefale dig at prøve GeeTeeDee.

Jeg har købt noget legetøj. En Apple TV, og det har fået helt utilsigtede konsekvenser. Jeg troede – og så er det ikke engang løgn – at jeg bare lige skulle have det rigtige kabel, så kunne jeg sætte den til mit halvgamle analoge billedrørs TV.

Men sådan skulle det ikke gå.

Historien kan gøres ualmindeligt lang, men jeg vil hoppe direkte konsekvensen: halvdelen af vores stue fornyes.

Når nu legetøjet ikke kan bruges sammen med det gamle TV må TV’et jo udskiftes. Det nye TV kan ikke stå hvor det gamle stod, da det tager hele udsynet ud til haven. Så må det op på væggen. Men min forstærker er for dyb til almindelige musikmøbler, så den (altså forstærkeren) må også skiftes. Og lænestolene? Ja dem skifter vi til en familie-hyggekrog at en sofa med puf.

TV’et skal hænge på væggen, og nu kommer jeg så til sagens kerne. Jeg har købt et vægbeslag – Vogels 8305 – og det er ret smart.

Jeg skal vide én ting: hvor er midten af TV’et. Ved jeg det kan jeg blot tage det samlede beslag, lade den del, hvor vaterpasset er (yep, der er vaterpas i beslaget) dække det kryds på væggen, der markerer midten af TV’et. Og så er det bare at markere hvor jeg skal bore 4 huller, putte de medfølge rawlplugs i, skrue beslaget op med de medfølgende skruer og så montere nogle skinner på TV’et. Så kan det hænges op.

Men hvordan finder jeg ud af, hvor højt TV’et skal hænge?

Her har jeg søgt. Og søgt. Til sidst fandt jeg følgende udregning: du skal kende afstanden til dit TV. Denne afstand ganger du med 0,0436. Du skal også kende din øjenhøjde (altså i hvilke højde fra gulvet dine øjne er, når du sidder der, hvor du ser TV). Tallet fra før lægger du nu til din øjenhøjde og så har du højden for midten af skærmen.

Og bedst af alt: jeg fulgte anvisningerne og det virker bare!

Det er længe siden de mobile medier slog igennem. Nu har stort set alle et mobilt medie (fx em mobiltelefon). Jeg vil ikke gennemgå mobilitetens udvikling her, blot konstatere at mobilitet ikke er så nyt længere.

Hvor kommer så det nye ind? Det er nok ikke SMS der er det nye længere, men snarere alt det andet vi får med i en mobiltelefon. For eksempel, så er dette blogindlæg skrevet på min mobiltelefon, som efterhånden kun i begrænset omfang bliver brugt som decideret telefon. Det er en iPhone jeg har, så der er stort set ingen grænser for hva jeg kanmed enheden; jeg kan fjernbetjene min musik, kontrollere en server, bruge den som en navigator, spille spil, udveksle filer og meget meget mere.

Med andre ord, så betyder de mange muligheder at man ikke længere har brug for sin computer i helt samme grad som før. Alt er jo lige ved hånden, ofte gratis eller for en ganske beskeden pris. Det, at det hele er lige ved hånden hjælper mig meget i min hverdag. Jeg behøver ikke et læs af huskesedler der alligevel bare bliver væk, de ting jeg skal huske finder jeg direkte på Evernote fra telefonen. Mine kontakter og kalender er altid automatisk synkroniseret med den udgave vi har på vores computere så vi kan bruge samme kontaktliste i hvert vores mailprogram – og på telefonen.

For mig at se bliver jeg mere effektiv desto bedre jeg udnytter min Mobile enhed. Hvad gør du?

Lyngby-Taarbæk Kommune har valgt at droppen Microsoft Office til fordel for Open Office. Det har fået Microsoft Danmarks teknologidirektør Jasper Hedegaard Bojsen, til at skrive et åbent brev til kommunen. Omtalen af hele sagen i Computerworld Online har medført en sand storm af kommentarer.

Debatten går på om Bojsens kommentarer om, at pris ikke er så vigtig en faktor, og at MS Office er mere brugervenligt er reelle eller ej.

Da jeg læste kommentarerne, var der 49. Ikke én af dem forsvarede Microsoft, hvilket gør debatten noget ensidig. Så er du advaret, hvis du begiver dig ud i at læse det hele.

Ét af kritikpunkterne går på, hvorvidt MS Office 2007 nu også er så brugervenlig, som Microsoft mener. Det er den version, der introducerer Båndet “Ribbon” foroven i stedet for en menu, som ellers er så kendt. Og det får SÅ mange høvl.

Her tror jeg altså liiiige at vi skal give Microsoft en chance. De tænker nyt, så skal vi som brugere også reelt vurdere hvor godt det nye er. Sandt at sige er Office 2003 og tidligere, samt OpenOffice ret ulogisk i deres respektive menustrukturer, men os garvede brugere er trygge ved det, da vi gennem mange års brug efterhånden har lært, hvor tingene skal findes.

Jeg har prøvet begge dele og har virkelig forsøgt at være åben overfor The Ribbon (nogle drister sig måske til at kalde det “Jack The Ribbon”) og funktionerne ER altså grupperet, så de hænger logisk sammen. Netop fordi det nu er logisk bryder meget med tidligere strukturer, så alene det, er uvant.

Giv det nu en chance, kære it folk. I er ansat til at tænke nyt – vis at I kan.

Bare lige for en god ordens skyld: I mit daglige virke bruger jeg både MS Office (arbejde) OpenOffice (privat) og iWorks (privat, Mac). Jeg synes personligt man skal vælge den kontorpakke, der dækker ens behov og ikke være religiøs for eller imod Microsoft. Til daglig er jeg ret glad for nogle muligheder der er i Excel, som OpenOffice Calc slet ikke matcher, men omvendt er der også ting der fryder mig i OpenOffice Calc, som Excel på ingen måde mestrer. Jeg er stadig urutineret i forhold til iWorks, så her konkluderer jeg ikke noget (omend jeg har hørt fra aktive brugere, at det skulle være ret godt).

I øvrigt har mange undersøgelser vist, at det ikke er licensprisen på software der er afgørende for hvilket produkt der koster virksomheden mest over tid. Faktorer som vedligeholdelse i drift, tilpasning, integration til andre systemer, brugeruddannelse mm. indgår også i regnestykket. Dette er typisk til Microsofts fordel, da produktet (her: Officepakken) er langt det mest udbredte (i hvert fald i Danmark), hvorfor snart sagt alle kan bruge det. Og andre programmer integrerer med MS Office før det integrerer med andre kontorpakker.

Som enkelte (inklusive Bojsen selv) nævner i nogle af kommentarerne til Computerworlds artikel: hvor er Google i denne debat?

Jeg har købt mig en Mac. Yep. Efter 20 år med Windows prøver jeg nu noget nyt. Jeg har stadig en Windowsmaskine og bruger Windows på mit arbejde, så det er mere end udvidelse af mit univers, end det er en egentlig konvertering af overbevisning.

Jeg har også anskaffet mig en iPhone (det går helt galt ). Begge enheder kan bruges mobilt, og når nu det er Apple produkter, så virker det hele bare. Sæt stikket i, så kører det.

Straks tænker jeg “fedt”, det må virkelig være smart det her. Og det er det da også, men…

Der hvor jeg er nået til i min erfaring med Apple, er jeg nået til den del-konklusion, at selv om de enkelte enheder er smarte hver forsig, virker perfekt sammen og på den måde indgår i en fin symbiose (jaja, nu stopper jeg…), så er der alligevel noget der halter.

iPhone’n kan gå på trådløst netværk og – med mobilt dataabonnement – gå på nettet, så længe der er mobilforbindelse. Endda så hurtigt at den kan fungere som et ret effektivt modem for en computer.

Men når du ting skal synkroniseres (mail, e-mail, kontakter, små løse huskere), så skal man enten via Apples betalingsløsning MobileMe eller via et kabel til Mac’en. Det betyder, at alt stille og roligt centrerer sig om Mac’en. iPhonen skal initialiseres via iTunes, programmer på iPhone slettes ikke, men skjules kun, med mindre man sletter dem i iTunes. Og synkronisesring mellem telefon og computer (iPhone og Mac) går – med kabel – via… iTunes.

Det er ikke lykkes mig at fortryde mine køb. Faktisk er jeg vældig glad for “legetøjet”. Men det har nu alligevel sat lidt tanker igang.

Jeg har lige været til konference en hel dag. Her blev jeg præsenteret for løsninger, der understøtter unified communications og jeg så også praktiske eksempler fra forskellige virksomheders hverdag.

Det virker på mig ret overbevisende, når man ét sted i virksomheden ringer til en anden, og man så ophæver grænserne for hvilket medie man bruger.

Ved traditionel “communications” holdes en “samtale” på det medie den er startet (en mail besvares med en mail, en chat med en chat, en telefonsamtale, nå ja, den besvares i den anden ende). Man kan godt få en mail og så eskalere den til en telefonsamtale, men det rykker ikke meget, for i praksis er mailen stadig bare mail og telefonsamtalen er stadig bare en telefonsamtale. De to ting er ikke bundet sammen.

Se så for dig, at jeg starter en chat med dig, og på et tidspunkt er det altså lettere lige at snakke sammen. Fra chatten kan jeg så ringe dig op, og her har vi hele konteksten med, lige præcis der, hvor vi bruger den. Vi kan indkalde andre til det, der så bliver et telefonmøde og vi kan gå tilbage til at det er en chat.

Alt kan logges, så det senere kan dokumenteres, alt kan holdes på lokal telefontakst, hvis det inkluderer kald til telefonnumre, der ikke kan nås via det redskab man nu bruger (fx en udenfor virksomheden eller en kollegas mobil).

Inden det hele starter har jeg lige checket, om du er tilstede. Hvis du er kontakter jeg dig. Hvis du ikke er, sender jeg måske en mail i stedet for at ringe eller starte en chat, eller jeg beder min chatklient om at give en alarm, når du er tilgængelig. Og så kører det hele derfra.

Her er det teknikken, der i den grad hjælper mig med at gøre min hverdag effektiv. Teknikken kan godt gå hen og være dyr, men man kan også komme langt for en beskeden indsats. Valg af løsning afhænger af, hvad man vil, og hvor der er en god businesscase (som i: ka’ det betåle sig).

Og nu er jeg så den, der sidder for bordenden i den gruppe på mit arbejde, der skal opbygge viden omkring unified communications. Fedt!

Jeg har tidligere skrevet om, at jg gerne vil have AL min musik ind i iTunes. Men der er noget af musikken, som den ikke skal vælge at spille, når jeg beder iTunes om selv at blande noget musik.

Det har jeg nu fået løst. Og når man først ser løsningen er det nu simpelt nok.

Det man gør er:

• Vælg der eller de numre du vil skille ud
• Skift info på numrene
• Udfyld med “Gruppering”
• Marker, at nummeret skal springes over ved blanding
• Opret en smart spilleliste, der udvælger de udskilte numre

Forudsætning: I mit eksempel er al musik af typen “Musik”. I iTunes kan man have forskellige medietyper, fx musik, lydbøger, podcast osv. Her vil jeg udskille noget af typen “Musik”, men ikke andet.

Først sikrer jeg mig, at det enkelte nummer kan identificeres på en måde, så jeg kan adskille det fra alt det andet musik. Det sikrer jeg mig ved at højreklikke på nummeret (jeg bruger Windows, så her giver det mening at højreklikke) og vælge “Vis info”. Jeg klikker på fanebladet “Info”.

På “Info” fanebladet kan jeg vælge at skrive noget i feltet “Gruppering”. Jeg kan også vælge at udfylde en genre, som jeg vil skille ud. Fordelen ved at vælge gruppering er, at jeg fx stadig kan have julemusik, som er pop, og så op til jul lave en smart spilleliste, der vælger popmusik, inkl. julemusik. Det kan jeg ikke hvis jeg vælger genren til at være julemusik. Så kan jeg have dansk-top, pop, rock, rap og det hele blandet. Men det er julemusik det hele.

Jeg vælger at skrive “Børn” i feltet “Gruppering” for det musik der er børnemusik. Og på samme måde inddeler jeg klassisk musik og julemusik.

Og så kommer der noget overordentlig vigtigt. På fanebladet “Indstillinger” skal du markere “Spring over ved blanding”. OK til det.

Opret nu en smart spilleliste. Her kan du opsætte filtre i ét væk, for at til- eller fravælge musik til spillelisten. Jeg opretter en liste, hvor “Gruppering” skal være lig med “Børn”. OK til det, og nu har jeg en spilleliste udelukkende med børnemusik. Og sådan fortsætter jeg så med klassisk musik og julemusik. Og hvad jeg nu ellers lige vil skille ud.

Filteret – som jeg har oprettet det til børnemusik – ser ud som på billedet herunder.

Jeg er ved at lægge al min musik over på en ekstern harddisk. Manner, det tager lang tid. Det tager nok et par måneder. Og det er endda når vi er flittige med kopieringen.

Det fine ved at bruge iTunes som medieafspiller er

• jeg kan snildt sende musikken til mit stereoanlæg via min Airport Express
• Genius laver fremragende spillelister med et udvalgt nummer som udgangspunkt
• det er let at lave “smarte” spillelister, dvs. lister der udvælger musik automatisk på baggrund af nogle udvalgte parametre (genre, årstal osv.)

Det jeg ikke har gennemskuet endnu er, hvordan jeg “skiller” elementer ud fra den “almindelige” musik. Man kan dele indholdet op i fx musik, lydbøger, podcast, men hvordan udskiller jeg børnemusik, julemusik og klassisk musik, så det ikke bliver blandet med den “almindelige” musik, når jeg beder iTunes om bare at blande løs af musikken?

Jeg har ikke fundet løsningen, så tips modtages med kyshånd. Kan jeg oprette mine egne medietyper? Kan jeg opsætte en regel der siger “vælg blandt al musik, men udelad disse genrer”? Eller hvordan gør jeg?

Disclaimer: det er kun CDere jeg har købt, dvs. musik der ER betalt, som vi kopierer. Det er med andre ord alene til eget brug (vær ikke i tvivl om, at jeg meget gerne betaler for den musik jeg har).

iTunes, musik, kopiere CDer, kopiere musik, genrer, medietyper

Vi er begyndt at arbejde med UC&C (Unified Communications and Collaboration) på mit arbejde. Vi er stadig i de indledende faser, men der tegner sig mange interessante muligheder.

Vi har fået præsenteret et par bud på, hvordan vi håndterer det helt store dyr i åbenbaringen fra et par firmaer, nemlig det, at man vise en status for hvorvidt man er tilstede eller ej.

Det betyder, at der hvor jeg slår en kontakt op, kan jeg med det samme se om det kan betale sig at ringe til ham, eller om jeg heller skal chatte eller sende en mail.

En del af det at angive tilstedeværelse er, at man så sat sige åbner og lukker for nogle tilgængelighedskanaler. Det betyder på jævnt dansk, at jeg siger at jeg er optaget på telefonen, men du er velkommen til at starte en chat eller fx sende en SMS. Eller at jeg er i møde og helt uden for rækkevidde.

En af de løsninger jeg har set er regelbaseret. Det betyder, at jeg kan sætte op, at ringer man til mit fastnetnummer og jeg ikke er til stede der, så skal kaldet gå videre til min mobiltelefon (på arbejdet har jeg KUN en mobiltelefon, så uanset om man ringer til mit fastnet- eller mobilnummer er det altid samme apparat der ringer, men for eksemplets skyld…).

Det fik mig til at tænke på, at hvis jeg – som den der skal kontaktes – sætter min status og laver mine regler korrekt, så bør det kunne lade sig gøre at den der skal have fat i mig blot slår mig op i adressebogen og klikker på mit navn. Så afgør mine regler hvilken “kanal” jeg modtager kontakten på. Prioriteringen kan være

• telefon
• softphone
• chat
• mail

Det sparer i høj grad tid for den der skal have fat i mig (da tid er penge sparer man altså penge) og hvis jeg én gang har sat mine regler op, skal jeg blot huske at angive hvordan man kan få fat på mig.

Det krav tror jeg, at vi skal stille til vores levereandører, at vi skal kunne.