Lyngby-Taarbæk Kommune har valgt at droppen Microsoft Office til fordel for Open Office. Det har fået Microsoft Danmarks teknologidirektør Jasper Hedegaard Bojsen, til at skrive et åbent brev til kommunen. Omtalen af hele sagen i Computerworld Online har medført en sand storm af kommentarer.
Debatten går på om Bojsens kommentarer om, at pris ikke er så vigtig en faktor, og at MS Office er mere brugervenligt er reelle eller ej.
Da jeg læste kommentarerne, var der 49. Ikke én af dem forsvarede Microsoft, hvilket gør debatten noget ensidig. Så er du advaret, hvis du begiver dig ud i at læse det hele.
Ét af kritikpunkterne går på, hvorvidt MS Office 2007 nu også er så brugervenlig, som Microsoft mener. Det er den version, der introducerer Båndet “Ribbon” foroven i stedet for en menu, som ellers er så kendt. Og det får SÅ mange høvl.
Her tror jeg altså liiiige at vi skal give Microsoft en chance. De tænker nyt, så skal vi som brugere også reelt vurdere hvor godt det nye er. Sandt at sige er Office 2003 og tidligere, samt OpenOffice ret ulogisk i deres respektive menustrukturer, men os garvede brugere er trygge ved det, da vi gennem mange års brug efterhånden har lært, hvor tingene skal findes.
Jeg har prøvet begge dele og har virkelig forsøgt at være åben overfor The Ribbon (nogle drister sig måske til at kalde det “Jack The Ribbon”) og funktionerne ER altså grupperet, så de hænger logisk sammen. Netop fordi det nu er logisk bryder meget med tidligere strukturer, så alene det, er uvant.
Giv det nu en chance, kære it folk. I er ansat til at tænke nyt – vis at I kan.
Bare lige for en god ordens skyld: I mit daglige virke bruger jeg både MS Office (arbejde) OpenOffice (privat) og iWorks (privat, Mac). Jeg synes personligt man skal vælge den kontorpakke, der dækker ens behov og ikke være religiøs for eller imod Microsoft. Til daglig er jeg ret glad for nogle muligheder der er i Excel, som OpenOffice Calc slet ikke matcher, men omvendt er der også ting der fryder mig i OpenOffice Calc, som Excel på ingen måde mestrer. Jeg er stadig urutineret i forhold til iWorks, så her konkluderer jeg ikke noget (omend jeg har hørt fra aktive brugere, at det skulle være ret godt).
I øvrigt har mange undersøgelser vist, at det ikke er licensprisen på software der er afgørende for hvilket produkt der koster virksomheden mest over tid. Faktorer som vedligeholdelse i drift, tilpasning, integration til andre systemer, brugeruddannelse mm. indgår også i regnestykket. Dette er typisk til Microsofts fordel, da produktet (her: Officepakken) er langt det mest udbredte (i hvert fald i Danmark), hvorfor snart sagt alle kan bruge det. Og andre programmer integrerer med MS Office før det integrerer med andre kontorpakker.
Som enkelte (inklusive Bojsen selv) nævner i nogle af kommentarerne til Computerworlds artikel: hvor er Google i denne debat?