Eller måske rettere: spejdere og mediearbejde.

Jeg var til møde i går aftes i Det Danske Spejderkorps’ Medieudvalg. Det var jeg i min egenskab af formand for dds.dk-redaktionen. Og det har sat nogle tanker i gang.

Er spejderne gode nok til at bruge eksisterende medier? Og kombinere eksisterende kommunikationskanaler til et nærværende og effektivt mix? Har vi ideerne til at prøve noget nyt?

Vi har helt sikkert ideerne. Det, der lige mangler er at føre dem ud i livet. Det er måske svagheden ved en organisation, der baserer sig på frivillig arbejdskraft, og kun har ansatte til at tage sig af de strengt nødvendige administrative opgaver. For det betyder at tingene går laaaaaangsomt.

Jeg havde på et tidspunkt en ide om, at hvis man vil kommunikere med de 13-17 årige spejdere i min gruppe, så skal det være via mobiltelefon. Altså skulle alle sammen have deres mobilnummer registreret i medlemssystemet, og når jeg så sendte en SMS til 1231 (med passende nøgleord og sår’n) så ville den ryge ud til en SMS-mailing-liste, hvor alle troppens spejdere var på. På den måde skal man kun sende én SMS for at nå hele troppen.

Ideen er også blevet vel modtaget alle de steder jeg har luftet den, men jeg mangler at møde den person, der BÅDE kan lave det nødvendige programmeringsarbejde (som er simpelt, men stadig skal laves) OG har tid til at gøre det.

Og hvad så hvis vi vil lave podcasts og lægge på korpsets hjemmeside? De skrevne medier (vores medlemsblade, Broen/Track/Spejdersnus) har en høj kvalitet og laver et rigtigt godt stykke arbejde. Jeg formoder, at de jævnligt har en båndoptager (eller andet optagemedie) med til et interview, og så er der ikke langt fra båndet interview til podcast. Arbejdet med at omsætte optagelsen til webformat skal bare lige udføres.

En helt anden vinkel på overskriften er spejdernes optræden i medierne. Den kan vi tage en anden gang.

I Det Danske Spejderkorps hylder vi om noget patruljesystemet. Men hvad er patruljesystemet, og har det i virkeligheden ikke spillet fallit?

I en patrulje udnytter man hinandens forskelle, man indgår i et tæt netværk med hinanden, det er en overskuelig enhed og det er i høj grad her at børn leder børn. Det betyder alt sammen, at over tid – lang tid – vil patruljemedlemmerne lære hinanden at kende lige så godt som et ældre ægtepar.

Hvad var det for vilkår der gjaldt for 100 år siden, da det hele startede? Dengang gik udviklingen langsommere, strukturen i samfundet – og hos spejderne – var langt mere hierarkisk end i dag, og især end den er i dagens Danmark. Autoriteterne betød mere dengang end den gør i dag, tingene var mere stabile, rammerne for det langstrakte patruljesamarbejde var på plads.

Sådan er det ikke i dag. Nu skal alt og alle være dynamiske og fleksible, det er nødvendigt at være omstillingsparat, ændringer sker i et helt andet – langt højere – tempo.

Hvilke vilkår gælder så i dag? Nu hedder alt projekter og teams. Overalt. Og nej, det er ikke helt det samme som patruljesystemet i traditionel forstand, alene det at tidshorisonten er en ganske anden. Et projekt er netop defineret ved, at opgaven er tidsafgrænset. Det gælder ikke for patruljen. Den skal gerne leve længst muligt.

I Det Danske Spejderkorps har vi en opgave med at udvikle børn og unge til selvstændige mennesker, der er villige til at at tage et ansvar i deres umiddelbare omverden. Kræver det ikke, at vi forbereder børnene og de unge til den verden de skal ud og være ansvarlige i? Og gør vi det med et patruljesystem, der i sin grundlæggende natur er helt ude af trit med den måde verden fungerer i dag?

Andre kan godt finde ud af at følge med tiden. I skolen i det øvrige uddannelsessystem arbejdes projektorienteret. På arbejdsmarkedet gør man det. Hvorfor gør vi ikke?

Mit forslag er helt enkelt: patruljens levetid skal forkortes markant.
Lad en patrulje leve lige så længe det tager at gennemføre et forløb. Herefter skal der laves nye patruljer.

Hvad giver det spejderne? De lærer at indgå i mange relationer, kravet til samarbejde øges, alene grundet de mange relationer de skal indgå i. De rustes til at kunne forholde sig til hyppigt skiftende grupperinger. Flere får mulighed for at prøve kræfter som patruljeledere (projektledere), hvilket kan give en afklaring af om ledelse er noget for dem i øjeblikket, eller om det godt må vente. Vi træner spejderne i omstilling og fleksibilitet.

Udvides ideen til at gælde på tværs af flere grupper i lokalområdet (måske på tværs af korps?) øges spejdernes aktive kontaktflade, der vil ligge i det at spejderne opfordres til mere aktivt at danne netværk. Og hvad kræver det professionelle arbejdsliv i dag? At man har adgang til et stort netværk.

Kom i gang – gør patruljens levetid kortere.