Druknet gik alene hjem.
Hmmm. Hvad er det lige der står her? Først drukner man, og så går man hjem bagefter?

kommuniikation, overskrift, Fyens Stiftstidende

Vi er begyndt at arbejde med UC&C (Unified Communications and Collaboration) på mit arbejde. Vi er stadig i de indledende faser, men der tegner sig mange interessante muligheder.

Vi har fået præsenteret et par bud på, hvordan vi håndterer det helt store dyr i åbenbaringen fra et par firmaer, nemlig det, at man vise en status for hvorvidt man er tilstede eller ej.

Det betyder, at der hvor jeg slår en kontakt op, kan jeg med det samme se om det kan betale sig at ringe til ham, eller om jeg heller skal chatte eller sende en mail.

En del af det at angive tilstedeværelse er, at man så sat sige åbner og lukker for nogle tilgængelighedskanaler. Det betyder på jævnt dansk, at jeg siger at jeg er optaget på telefonen, men du er velkommen til at starte en chat eller fx sende en SMS. Eller at jeg er i møde og helt uden for rækkevidde.

En af de løsninger jeg har set er regelbaseret. Det betyder, at jeg kan sætte op, at ringer man til mit fastnetnummer og jeg ikke er til stede der, så skal kaldet gå videre til min mobiltelefon (på arbejdet har jeg KUN en mobiltelefon, så uanset om man ringer til mit fastnet- eller mobilnummer er det altid samme apparat der ringer, men for eksemplets skyld…).

Det fik mig til at tænke på, at hvis jeg – som den der skal kontaktes – sætter min status og laver mine regler korrekt, så bør det kunne lade sig gøre at den der skal have fat i mig blot slår mig op i adressebogen og klikker på mit navn. Så afgør mine regler hvilken “kanal” jeg modtager kontakten på. Prioriteringen kan være

• telefon
• softphone
• chat
• mail

Det sparer i høj grad tid for den der skal have fat i mig (da tid er penge sparer man altså penge) og hvis jeg én gang har sat mine regler op, skal jeg blot huske at angive hvordan man kan få fat på mig.

Det krav tror jeg, at vi skal stille til vores levereandører, at vi skal kunne.

Først: Hvad er sociale medier? Det er der nok flere bud på, og nogen decideret facit-korrekt definition er der nok ikke. Men det er i kategorien wiki, blogs, Facebook, Twitter. Altså steder hvor mennesker er i dialog med hinanden.

Hvilke af disse tjeneste skal dialog-mennesket så bruge for at være med? For der dukker konstant nye tjenester op.

Jeg har prøvet nogle ganske få af medierne (denne blog, Facebook, Twitter, del.icio.us) og jo mere jeg oplever andres brug, desto mere slår det mig: alle er alle steder. Ikke fordi der sker noget væsentligt forskelligt alle steder, man er der bare.

Tag nu statusopdateringerne på Twitter og Facebook. Jeg kender flere, der via en smart indgang opdaterer Twitter og Facebook status, så der altid sendes det samme de to steder.

Det kan lade sig gøre med fx ping.fm og postlater. Her kan man skrive det man vil, vælge om det skal være blogindlæg, statusopdateringer eller hvad det nu skal være, og så poste indlægget de steder “man er”.

Det er bare ikke dialog. Det er “Hør mig, allesammen”.

Kunsten kommer, når man også er i dialog alle de steder man er.

Sker det?

Hvad er din oplevelse?

sociale medier, facebook, twitter, web 2.0, dialog

Det er værd at tænke sig om, når man skriver overskrifter – også selv om de skal være fængende.

Tag nu denne nyhed fra fyens.dk, hvor man kan få tanken, at den uheldige tyv har nogle gevaldigt store lommer.

Jeg er nok ikke først med det smarte på nettet, men før eller siden kommer det nu nok til mig alligevel.

I øjeblikket forsøger jeg mig med forskellige sociale medier, hvor Twitter er kommet til som det nyeste (følg mine tiwts).

Ud over at twitte for mig selv (mens jeg lige prøver mediet af er det – indrømmet – mest for mig selv) tester jeg det også i forbindelse med min relancering af Vibration.dk som alternativ forum. Vibrations twits kan du også følge.

Facebook er oversat til dansk. Men der er stadig lige noget med personers køn, som ikke er helt på plads endnu. Se billedet.

Jeg skulle med bussen på arbejde i morges. Med Fynbus. Min cykel er til reparation, så bussen er mit alternativ til at gå. Eller jage Anne ind til centrum og samme vej tilbage og hermed sørge for at hun kom for sent på arbejde, bare ved at bekvemme mig på arbejde i bil.

Normalt tager det mig 20 minutter at komme på arbejde, men i dag tog det… 45. Det er ikke lige den slags, der motiverer til at søge mod den kollektive trafik. Heller ikke i dårligt vejr, for eftersom bussen ikke holder lige uden for døren, hverken derhjemme eller ved mit arbejde, så skal jeg under alle omstændigheder klæde mig på efter vejret. Og så kan jeg ligeså godt cykle, når jeg nu alligevel er i udstyret. Der er kun en cykelhjelm til forskel.

Nå, men det er yderst sjældent jeg kører med bus, og nu hvor der har været de massive problemer efter at Fynbus har skiftet køreplan i slutningen af august, måtte jeg hellere lige checke op på hvordan det hele fungerede.

Jeg fandt ud at jeg skal betale 16 kr. for at komme til banegården, der kørte en bus kl. 7.15 og igen en kl. 7.30. Det er rutebiler, som er noget andet end bybusserne. Bybusserne har jeg et notorisk dårligt forhold til, så dem sprang jeg helt over at undersøge af ren mangel på interesse.

Jeg spadserer op til stoppestedet og er der i god tid (jeg har fundet ud af, at jeg er tidsrealist). Og der checker jeg liiige køreplanen endnu en gang.

Sært. Her står, at bussen skal køre 7.09, 7.19 og 7.24. På vej mod stoppestedet ville jeg have set bussen 7.09, men den kom ikke. 7.19 – der i øvrigt skulle være en bybus – kom heller ikke. 7.15 – som jeg forventede at skulle med – hverken kom eller stod på stoppestedets køreplan.

7.22 kom der en bus. Hvilken afgang den skulle forestille at være er for mig et mysterium. Men den bragte mig da ind til banegården. Og jeg var heldig var jeg, for undervejs kørte den vrantne chauffør forbi fire stoppesteder med ventende passagerer, da bussen var helt fyldt op.

I øvrigt var bussen fuld af zombier.

Godt jeg skal hente min cykel sidst på eftermiddagen, så jeg kan cykle på arbejde fra i morgen igen.

Tal kan udrette magi. I hvert fald når tallene er store nok, så kan de forføre næsten hvem som helst. Gør dig selv den tjeneste at være kritisk over for de tal du bliver præsenteret for.

I øjeblikket er det tilsyneladende ved at blive en sandhed, at al den tid de enormt mange mennesker der sidder i kø i trafikken hver dag svarer til 30 – 40.000 stillinger, hvis bare de ikke sad i kø.

Fis!

Se på det sådan her: en arbejdstager bestrider et job hos en arbejdsgiver. Lad os sige stillingen er normeret til en arbejdsuge på 37 timer. Det betyder: pas dit job i 37 timer om ugen.

Hvis man på vej på arbejde sidder i kø i 1 time og igen sidder i kø en time på vej hjem, hvem går det så ud over? Arbejdsgiveren, der mister sin ansatte to timer hver dag? Nej. Arbejdsgiveren siger ikke: sidder du i kø? Jamen, pyt – så er du her bare 27 timer om ugen i stedet. Derimod er beskeden: så må du tage tidligere hjemmefra. Vi har en aftale om, at du passer dit job i 37 timer om ugen. Så må du sidde i kø i din fritid.

Det er muligt at man som ansat må arbejde hjemme ind i mellem (dem, der har den mulighed), men man får ikke en kortere arbejdsuge. Derimod får man mindre fritid.

Mindre fritid betyder mindre tid til familien, sport, spejder- og foreningsarbejde. Prioriteres familien over de øvrige aktiviteter er her forklaringen på, at foreningerne skriger på frivillige ledere i den grad vi ser i dag.

Kø i trafikken koster ikke 30 – 40.000 jobs, som i: lønnede jobs. Den koster mange frivillige ledere og aktive i idrætsforeninger, spejderarbejde, tid til sport og meget andet.

Vær varsom, når nogen forsøger at fortælle en sandhed ved hjælp af tal. Også selv om det er mig

Man skal passe på med, hvor man tester sine ting. Især når RSS-feeds ubønhørligt afslører alt.

En af Fyens Stiftstidendes skribenter har testet, hvordan billedfunktionen virker i deres opsætningssystem.

Husk at teste i et testsystem, ikke live.

Martin Thorborg – kendt fra Jubii og Spamfighter – er de sidste par dage omtalt i flere medier for sin succes med e-bogen e-pusher.

Vinklen på artiklerne er den samme: Thorborg har skrevet en bog, udgiver den kun elektronisk og sparer derved en masse udgifter på tryk og udgivelse, sælger den for en skyhøj pris (1875 kr. inkl. moms) og er ad den vej blevet millionær på sin bog.

Det lugter lidt af: Hvor ER det frækt at skrive nogle almindeligheder og sælge det rævedyrt.

Det, artiklerne IKKE har med er, at mange af dem, der har købt bogen, læst den og bruger rådene faktisk har fået rigtigt gode input til deres nye eller eksisterende e-shop. Og rigtig mange er hjulpet så godt på vej af bogen, at prisen for den er beskeden i forhold til det løft den har givet deres butik.

Det kan godt være at Martin Thorbog tjener godt på sin bog, men det er også fint, når den er så god en hjælp for mange e-købmænd. Sideprisen er høj, men udbyttet pr. side er nok også det højeste man kan finde i nogen bog. Og så er den på dansk.