Pige i hvidt i middelalderen

Familien besøgte vores spejdere på deres sommerlejr lige ved Himmelbjerget. Det er hele divisionen, der holder fælles sommerlejr, i anledning af spejdernes 100 års jubilæum. Vi trippede rundt på lejren med vores lille pige, der var klædt i farver, der absolut ikke har det godt med en spejdertur. Men det gik nu fint alligevel.

Lille pige i hvidt

Vi kom på besøg tirsdag, hvor der var rollespil. Det var spillet om magten efter Svend Estridsen: hvem skulle være konge, en af de fire sønner, eller en af de to herremænd? Alle 400 spejdere var med i spillet, hele dagen. Og vi dumpede ind midt i det hele. Det var vældig fascinerende at opleve.

Den næste konge?

Det er fantastisk at se, at børn som voksne gribes af samme leg. En leg der er udformet, så alle kan være med, hvor nogle er ude og slås med sværd, nogle kan producere varer der skal handles med, og andre igen er med til lidt af hvert.

Onsdag tog vi hjem igen. Det var sjovt at være på besøg, men med en pige der kun er tre måneder gammel blev vi hurtigt enige om, at et besøg var det, det kunne række til.

Share



Hvad skal barnet hedde

Lea blev døbt i går. Hun var SÅ fin, og det var i det hele taget en rigtig god dag.

Vi havde samlet familien til en hyggelig dag, hvor stemningen var god, gaverne rigelige og maden blev lavet på grill.

Vi har købt en Weber grill. Yep! Lørdag eftermiddag susede jeg i Silvan og hjemkøbte det nye instrument til udendørs madlavning. Og den virkede fint.

En af vores naboer havde pænt sagt ja til at låne os en grill, så vi fik linet to Weber’e op på terrassen, smed en culottesteg i den ene og stegte grill-spyd, marinederede koteletter og marinerede kyllingestykker på den anden.

Koteletterne blev marineret i:

  • soya
  • ingefær
  • sirup
  • olie
  • peber

Kyllingefileterne blev marineret i:

  • frisk merian
  • hvidløg
  • hakket rød peber
  • balsamico
  • hvidvin
  • citronsaft
  • salt
  • peber

Det var superlækkert.

Share



Agry er verdens fedeste ord

Forestil dig et ord – ét ord – der kan varme dit hjerte spontant, få dig til at elske den, der siger ordet, endnu højere, og bare får det til at boble i maven på dig. Sådan et ord er “agry”.

Når min datter stikker i et smil, der fylder hele hovedet og – nogle gange forsigtigt, andre gange mere sikkert – siger “Agry”, så er jeg helt solgt.

Kun to måneder gammel kan hun kommunikere med os. Hun kommer med en masse forskellige lyde, og det er tydeligt at høre, at hun øver sig i at bruge sin stemme.

Men at man kan slå op i en bog og læse, at børn i den alder forventes at sige agry siger for mig noget om hvor meget børn lærer. De har samme udgangspunkt – de kan sige agry, smile og fylde en ble – men ender vidt forskellige steder og på vidt forskellige sproglige niveauer.

Det synes jeg er ret fascinerende og værd at tænke over.

Share



Badenymfe i ble

Vi var i svømmehallen i dag. Hele familien (alle tre). Anne, mig og hende den lille på godt 7 uger. Tanken var godt nok faldet på, gad vide hvordan Lea kan have ble på og så samtidig komme i vandet. Men der findes nogle specielle badebleer, som præcis løser den bekymring. De virker fint, kunne vi konstatere.

Nede i den anden ende af byen er der en svømmehal, hvor der er et specielt varmtvandsbassin, særligt egnet til små børn.

Vi var lidt spændte, for godt nok er Lea vild med at komme i bad. Men derfra og så at komme i SÅ stort et “badekar”. Det gik over al forventning, den lille badenymfe nød at blive trukket gennem vandet og baske med både arme og ben.

Det er bestemt ikke sidste gang vi tager i svømmehallen (og så farmand lige 10 hurtige baner bagefter).

Share



Barnedåben forberedes

1. juli skal Lea døbes. Så det er først der, at hun officielt kommer til at hedde Lea.

Forberedelserne er i gang, invitationerne er lavet og skal bare sendes ud, maden er ved at blive planlagt. Så vi er godt i gang med planlægningen.

Dagen bliver for den nærmeste familie. Jeg har hørt om andre, der har 50 mennesker med til barnedåb. Det kommer der ikke her – det bliver mere intimt. Til gengæld skal det nok også blive hyggeligt, mere end en egentlig fest (som i: party).

Prikken over i’et bliver naturligvis, hvis vejret bliver fremragende, så vi kan rende rundt i haven. Det vil ikke mindst fætrene elske.

Share



Det blev en pige

Hun er rigtig fin. Så sød og rolig (for det meste er hun rolig, der KAN komme et par skrigeture indimellem). Og hun er snart to uger gammel (på torsdag kl. 01.43).

Jeg har haft barselsorlov siden d. 19. april, og al min tid er i praksis gået med at nyde min familie. Den nye familie vi nu er blevet, og den del af min familie der er flinke til at komme på besøg.

Der sker mange ting inde i mig for tiden. Nu kan jeg kalde mig far. Og jeg har allerede oplevet følelsen af, at ingen skal gøre min datter noget. Det skal jeg nok sikre. For hun skal vokse op i tryghed og med to kærlige forældre.

Hvor er det fedt!

Jeg kan ikke afvise at min datter på en eller anden måde vil blive flettet ind i kommende indlæg :-)

Share



« Forrige side