Hjemme hos os siger vi ofte, at vi er skrupsultne, når sulten virkelig tager overhånd. Så knurrer maven som en løve.

Og her sætter børns logik så ind. Børn er så dejligt befriet for de sprog- og forståelsesmæssige begrænsninger vi andre efterhånden har tillært os, så børn har en langt mere åben tilgang til tingene.

Midt i det hele – lige ved siden af sofabordet – siger Lea (3 år) så, at hun er “skrup tørstig” og gerne vil bede om noget vand.

Fremragende udtryk, der rummer det hele

I går fik vi bladet fra gymnastikforeningen, hvor Lea går til gymnastik.

På forsiden er der et billede af et stort bål og en reminder om, at der er Skt. Hans bål på sportspladsen. Inde i bladet er der endnu en reklame (eller to) for arrangementet og her er der også en heks sammen med billedet af bålet.

Vi snakker lidt om det og jeg fortæller, at man siger man brænder heksen af og at hun flyver til Bloksbjerg i Tyskland.

Da hun lidt efter skulle referere det for sin mor pegede hun på bladet at sagde vi skulle brænde heksen over til Jylland.

I går var det Skt. Hans aften, og rigtig mange steder var der Skt. Hans bål. Dog tændes de som regel så sent, at det er langt over Leas sengetid inden der overhovedet sker noget.

Meeen, vi synes nu ikke Lea skulle gå glip af et Skt. Hans bål, så vi lavede vores eget. Jeg fandt vores bålsted frem (af den slags hvor en “pande”, en art stor metal “skål” står på en trefod). Vi gjorde mere end det, vi lavede nemlig mad over bål. Her er hvad vi gjorde.

Dagen i forvejen

Dagen før bål og bålmad fandt jeg nogle pinde vi kunne bruge til at lave snobrød med. Det var bare at gå hen til en af vores hasseltræer og skære nogle pæne, lige pind af og snitte dem rene i den ende hvor brødet skulle på.

Anne lavede snobrødsdej med lidt ekstra i, da det jo skulle være solidt nok til et aftenmåltid.

Snobrødsdej med tyngde:

• 15 g gær
• 1½ (eller er det 2½?) dl. koldt vand
• 400 g durumhvede
• 600 g hvedemel
• 1 spsk salt
• en god håndfuld 5-kornsblanding (kogt og udblødt efter anvisning på pakken)

Opløs gær i lidt vand, tilsæt mel og salt og rør. Tilsæt 5-kornsbland og ælt igennem. Lad det hæve til næste dag i køleskabet.

På dagen

Bålsted frem, brænde og kul på, ild til. Så skal det bare blusse op og blive til et godt glødebål. Regn med 30-60 minutter til denne proces.

Snobrødene blev puttet på pinde, dvs. forstø blev der lagt et stykke skinke rundt om pinden, herpå ost og så snobrødsdej udenom. Her kommer en advarsel: den del, der har med skinke og ost at gøre kræver tålmodighed. Det er vist godt, at det var Anne der stod for det og ikke mig, jeg var nok blevet sur og havde smidt med tingene

Ud over snobrød ristede vi pølser til. Uha, det var godt. 2 stk. snobrød og en pølse, så var maven ligesom fyldt op.

bålmad, Skt. Hans, snobrød

Det var i går det blev ofiicielt – og i dag hun gør brug af det i praksis. Lea er begyndt at kravle rigtigt.

Hun har længe kunnet stå på alle fire og kravle et enkelt “skridt” eller to, men så har hun kylet sig ned på maven og “soldaterkravlet” for resten (en art møven hen ad gulvet, hvor hun kun har brugt venstre ben og arm til at komme frem).

Men nu kan hun komme fra den ene ende af stuen til den anden, ved at kravle rigtigt (den er en forholdsvis stor stue vi har).

Sikke hun kan, den lille!

En af hverdagens helte er en som ofte – oplever jeg – bliver set ned på. En, der ikke er helt så god som “vi andre”. Men det er helt forkert.

En af hverdagens helte er den enlige mor.

Hvorfor nu det?

Min vurdering baserer sig på de oplevelser jeg har af at gå hjemme sammen med Lea. Anne er på arbejde hele dagen og kommer heldigvis hjem om aftenen. Imens skal jeg få dagen til at hænge sammen, huset skal passes, der skal sjat-handles (de store indkøber foretager vi sammen), vi skal luftes (vi går en tur på en lille time hver dag) og så videre.

Jeg er ikke alene om det. Kun i dagtimerne. Og vi har kun ét barn.

Tænk så på den mor, der kun har sig selv og mindst et barn. Især hende, der også arbejder. Hun skal få morgenrutinerne til at spille, aflevere, arbejde, hente, handle, fodre, putte, holde hus og en masse andet. Dagen får tilsyneladende aldrig ende. Men hun klarer det.

Jeg er ikke misundelig, jeg er glad for at vi er flere om opgaven. Tænk på det, den enlige mor går glip af. I og med hun skal klare ALT må hun nødvendigvis være forfærdelig træt altid. Hvornår når hun så at nyde sit barn i fulde drag? Lege, grine, tumle, bare gå amok i hinandens selskab?

Tænk på det, næste gang du møder en enlig mor. Hun kæmper en hård kamp. Hver dag.

Hvad skal helt små børn have at spise? “Færdigretter” (babymos, pulver… den slags) eller hjemmelavet mad lavet fra bunden?

Det må være en holdning til det, man putter ind i barnet, der er afgørende, for tidmæssigt er der kun en lille forskel på at tilberede den hjemmelavede mad i forhold til færdigretterne. Formoder jeg.

Vi laver selv al den mad Lea får.

Godt hver anden uge skræller vi tre æbler, skærer dem i mindre stykker, koger lidt på dem, moser det hele, og vupti så er der æblemos til et par uger. Mosen puttes i en isterningbakke, så vi let kan få den mængde vi skal bruge.

Aftensmaden er lige så let. Med jævne mellemrum ordner vi et blomkål (“plukker” det, blancherer det og fryser buketterne), laver mos af en pose gulerødder og hvad vi nu ellers finder på. Så er der altid let adgang til at supplere de friske grønsager. Det TAGER altså ikke ret lang tid. Det er et meget godt alternativ til at sidde og nørde foran computeren en halv times tid i ny og næ.

Det eneste vi ikke laver selv er øllebrødspulver. Her køber vi noget færdigt pulver – uden sukker – som så bare lige skal have en klat æble i og lidt vand, og så tre minutter i mikrobølgeovnen. DET er da let.

Havregrød? Havregryn, vand og frosne bær. 2-3 minutter i mikroen. Pup – så er der mad.

Hvorfor købe færdigvarer, som man ikke ved hvad der er i (bortset fra for meget sukker og salt), når det er så let at lave det selv?

Lyder det frelst? Det er det ikke. Det er bare ikke spor besværligt, derfor kan vi ligeså godt gøre det bedste for vores lille guldklump. Når nu det ikke kræver mere.

Det’ den dejligste morgen i 100 år og jeg lever (Peter A. G. Nielsen / Gnags)

Det kunne være min sang. Hver morgen vågner jeg op ved siden af min dejlige kone, og hver morgen ser jeg min datter, morgenmild og morgenglad. Det er den perfekte start på dagen.

På cykel på vej til arbejde hører jeg TV2 radio, og det er god underholdning.

Med de mange – blandede – godheder kan en dag ikke starte bedre!

I går blev Anne ringet op derhjemme.

På en dårlig forbindelse sagde en mandsstemme, at hun ikke måtte drikke af postevandet, da der var rotter i vandet.

HUH??

Hun spurgte manden, “hvad skal jeg så gøre, når jeg nu lige har givet min 5 måneder gamle datter postevand at drikke?”. Og så blev røret lagt på.

Stor opstandelse. En opringning til det lokale vandværk viste, at de ikke kendte noget til det. Altså må det have været telefonfis.

Sådan noget er jo ikke sjovt! Sådan en spade fortjener en røffel (og gerne det, der er værre).

Det har været en begivenhedsrig weekend. Måske mere for forældrene, end for vores datter.

Lea fik en ny seng. En rigtig fin gave fra Bedstefar, der var på besøg i weekenden. Det er en 4-i-1 seng, der kan bruges som en af disse kombinationer:

• børneseng med høje gavle, tremmer for siderne og bunden ret højt oppe i sengen (så skal vi ikke bukkes os urimeligt langt ned for at lægge Lea i seng)
• som ovenstående blot med med bunden længere nede (godt når hun kan stå op – så kravler hun ikke ud over kanten)
• som ovenstående, blot uden tremmer for
• til sidst kan gavlene gøres lave og sengen trækkes ud, så den kan bruges som juniorseng

Nu kan vi fuldyldigt tage Leas værelse i brug. Siden lørdag har hun sovet på eget værelse i egen seng.

Det er nok mest de bekymrede forældre der synes det er en omvæltning.