Jeg har købt noget legetøj. En Apple TV, og det har fået helt utilsigtede konsekvenser. Jeg troede – og så er det ikke engang løgn – at jeg bare lige skulle have det rigtige kabel, så kunne jeg sætte den til mit halvgamle analoge billedrørs TV.
Men sådan skulle det ikke gå.
Historien kan gøres ualmindeligt lang, men jeg vil hoppe direkte konsekvensen: halvdelen af vores stue fornyes.
Når nu legetøjet ikke kan bruges sammen med det gamle TV må TV’et jo udskiftes. Det nye TV kan ikke stå hvor det gamle stod, da det tager hele udsynet ud til haven. Så må det op på væggen. Men min forstærker er for dyb til almindelige musikmøbler, så den (altså forstærkeren) må også skiftes. Og lænestolene? Ja dem skifter vi til en familie-hyggekrog at en sofa med puf.
TV’et skal hænge på væggen, og nu kommer jeg så til sagens kerne. Jeg har købt et vægbeslag – Vogels 8305 – og det er ret smart.
Jeg skal vide én ting: hvor er midten af TV’et. Ved jeg det kan jeg blot tage det samlede beslag, lade den del, hvor vaterpasset er (yep, der er vaterpas i beslaget) dække det kryds på væggen, der markerer midten af TV’et. Og så er det bare at markere hvor jeg skal bore 4 huller, putte de medfølge rawlplugs i, skrue beslaget op med de medfølgende skruer og så montere nogle skinner på TV’et. Så kan det hænges op.
Men hvordan finder jeg ud af, hvor højt TV’et skal hænge?
Her har jeg søgt. Og søgt. Til sidst fandt jeg følgende udregning: du skal kende afstanden til dit TV. Denne afstand ganger du med 0,0436. Du skal også kende din øjenhøjde (altså i hvilke højde fra gulvet dine øjne er, når du sidder der, hvor du ser TV). Tallet fra før lægger du nu til din øjenhøjde og så har du højden for midten af skærmen.
Og bedst af alt: jeg fulgte anvisningerne og det virker bare!