Hverdagens helte

En af hverdagens helte er en som ofte – oplever jeg – bliver set ned på. En, der ikke er helt så god som “vi andre”. Men det er helt forkert.

En af hverdagens helte er den enlige mor.

Hvorfor nu det?

Min vurdering baserer sig på de oplevelser jeg har af at gå hjemme sammen med Lea. Anne er på arbejde hele dagen og kommer heldigvis hjem om aftenen. Imens skal jeg få dagen til at hænge sammen, huset skal passes, der skal sjat-handles (de store indkøber foretager vi sammen), vi skal luftes (vi går en tur på en lille time hver dag) og så videre.

Jeg er ikke alene om det. Kun i dagtimerne. Og vi har kun ét barn.

Tænk så på den mor, der kun har sig selv og mindst et barn. Især hende, der også arbejder. Hun skal få morgenrutinerne til at spille, aflevere, arbejde, hente, handle, fodre, putte, holde hus og en masse andet. Dagen får tilsyneladende aldrig ende. Men hun klarer det.

Jeg er ikke misundelig, jeg er glad for at vi er flere om opgaven. Tænk på det, den enlige mor går glip af. I og med hun skal klare ALT må hun nødvendigvis være forfærdelig træt altid. Hvornår når hun så at nyde sit barn i fulde drag? Lege, grine, tumle, bare gå amok i hinandens selskab?

Tænk på det, næste gang du møder en enlig mor. Hun kæmper en hård kamp. Hver dag.

Share



Tags:, , , ,

Håndværkere støver

Vi er ved at få lavet nyt køkken. Det er en større proces. Det vi skal igennem er:

  • det gamle køkken skal ud – rummet (køkken/alrum) skal tømmes totalt
  • tapetet skal dampes af

Her kommer håndværkerne så til. De skal

  • bryde det gamle gulv op
  • rette af
  • isolere
  • lægge gulvvarme og lave andet rørarbejde
  • støbe
  • mur en dør til

Her er vi så nu. Det næste vi skal er:

  • fuldspartle
  • sætte glasfilt op
  • male
  • male igen
  • Så kan køkkenfirmaet sætte køkkenet op
  • elektrikeren kan installere hvidevarerne
  • tømreren kan lægge gulvet
  • vi skal selv sætte sandlister og paneler op

Og så har vi nyt køkken.

Men pfuj, hvor alt det betonarbejder dog støver OVERALT i huset. Ikke en plet er uden støv. Sikke dog en rengøring vi skal igennem.

Indtil det hele er på plads møver vi os ind hos andre, der har et fungerende køkken. Det er lidt kompliceret, når vi har en mikro/kombiovn på kontoret, to halvrustne kogeplader i bryggerset. Og det er så det. Bestik og sådan er inde i stuen, så når vi laver mad styrter vi det meste af huset rundt.

Godt vi er halvvejs nu.

Share



Tags:, , ,

Barnemad

Hvad skal helt små børn have at spise? “Færdigretter” (babymos, pulver… den slags) eller hjemmelavet mad lavet fra bunden?

Det må være en holdning til det, man putter ind i barnet, der er afgørende, for tidmæssigt er der kun en lille forskel på at tilberede den hjemmelavede mad i forhold til færdigretterne. Formoder jeg.

Vi laver selv al den mad Lea får.

Lea spiser (5 måneder gammel)

Godt hver anden uge skræller vi tre æbler, skærer dem i mindre stykker, koger lidt på dem, moser det hele, og vupti så er der æblemos til et par uger. Mosen puttes i en isterningbakke, så vi let kan få den mængde vi skal bruge.

Aftensmaden er lige så let. Med jævne mellemrum ordner vi et blomkål (“plukker” det, blancherer det og fryser buketterne), laver mos af en pose gulerødder og hvad vi nu ellers finder på. Så er der altid let adgang til at supplere de friske grønsager. Det TAGER altså ikke ret lang tid. Det er et meget godt alternativ til at sidde og nørde foran computeren en halv times tid i ny og næ.

Det eneste vi ikke laver selv er øllebrødspulver. Her køber vi noget færdigt pulver – uden sukker – som så bare lige skal have en klat æble i og lidt vand, og så tre minutter i mikrobølgeovnen. DET er da let.

Havregrød? Havregryn, vand og frosne bær. 2-3 minutter i mikroen. Pup – så er der mad.

Hvorfor købe færdigvarer, som man ikke ved hvad der er i (bortset fra for meget sukker og salt), når det er så let at lave det selv?

Lyder det frelst? Det er det ikke. Det er bare ikke spor besværligt, derfor kan vi ligeså godt gøre det bedste for vores lille guldklump. Når nu det ikke kræver mere.

Share



Tags:, , , , , , ,

Super sej billedapplikation

Har du brug for at få rentegnet et billede, fx. et logo? Er det billede du vil bruge, så småt, at du ikke kan forstørre det til den størrelse du skal bruge?Man kan gå den omstændelige vej via programmer, der laver bitmap billeder om til vektorgrafik. Jeg har prøvet det et par gange uden større held. Jeg kan simpelthen ikke finde ud af at indstille tingene korrekt.

Men nu er der hjælp at hente. Vector Magic er min nye ven. Jeg havde et forholdsvis ringe bitmapbillede, hvor jeg skulle bruge en del af billedet. Det har jeg nu fået lavet til et vektorbillede, som jeg kan arbejde videre med i det gratis Inkscape.

Mit udgangspunkt var:

Original

Uden brug af Vektor Magic fik jeg dette (klik på billedet og se grimheden i kvaliteten):

Redigeret original

Med hjælp fra Vector Magic, Inkscape og lidt efterfølgende billedbehandling:

Resultat

Nu er jeg glad igen :-)

Share



Tags:, , ,

Fiks lille opfindelse

I dag er den helt store julebagedag. Men dagen startede før bageprojektet gik i gang, og de friske morgenboller fik mig til at tænke på en fiks lille opfindelse. Om nogen har realiseret det ved jeg ikke, men ellers er ideen her (jeg bliver glad for royalties ;-) ).

Ovnen – der naturligvis har indbygget ur, timer og stegetermometer – skal kunne komme på husets trådløse netværk. Vi kan allerede nu få køleskabe, der kan gå på nettet, så hvor langt væk kan det være?

Samtidig skal man have en mobiltelefon, der ligeledes kan koble op på husets trådløse netværk.

Nu skal man så kunne aflæse ovnens status (hvor lang tid er der tilbage, hvad er stegens temperatur) på sin telefons display.

Når glas og kameraer er udbygget til at kunne klare sig i en ovn, kan man også indbygge et (flere?) kamera(er) – der kan zoome og panorere – så man fra telefonen kan have det fulde overblik over stegen, uden at man skal lette sin stadigt bredere mås.

Eksisterer det allerede? Jeg ved det ikke, men ellers er det da en fiks lille opfindelse…

Share



Tags:, , , , , ,

Database forsvundet

Kort efter 22. november forsvandt min database fra min webhost. Altså den database, hvor min blog ligger i.

En henvendelse til Gigahosts support gave udfaldet, at de kunne finde en backup, der var 30 dage gammel. Men der er ikke sket noget endnu.

Det betyder:

  • ingen aktivitet fra 22. november til 7. december
  • alle indlæg efter 10. oktober til og med 22. november er væk

Ikke fedt.

Men nu har jeg indlæst en gammel backup af databasen, så må jeg se om jeg kan få indhentet det forsømte.

Share



Tags:, ,