Men hvad skal vi bruge det til?

Det er blevet ret in at tilbyde ubrugeligt store mængder plads på nettet. Og ubrugeligt kraftigt bredbånd.

Et par eksempler:
Yahoo tilbyder snart ubegrænset plads på sin Yahoo mail.

Kan du forestille dig at have en harddisk, som du ikke kan fylde?”

skriver John Kremer, direktør for Yahoo Mail i sin blog.

Næh det kan jeg ikke. Og jeg ved i øvrigt ikke hvad jeg skal fylde den op med.

En billedtjeneste tilbyder ubegrænset plads. Så kan du bare lægge dine billeder op. Det koster ganske vist 5 Euro pr. GB, men det er en engangsudgift.

Comon.dk skriver om tjenesten:

Firmaet hævder, at det kun er brugeren selv, der kender nøglen som kan låse op for de gemte data, og arkivet skulle dermed være ligeså sikkert og anonymt som en schweizisk bankboks.

Og så er der de der bredbåndsforbindelser. 20 Mbit bliver nu solgt af både TDC, Tele2 og Cybercity. Og helt sikkert af flere andre. Men kan man bruge det til noget?

Næppe endnu. For de steder der skal levere mængderne kan ikke levere så hurtigt som man kan modtage med de kraftige forbindelser. Og hvis de kan er der nok forhindringer undervejs, der gør, at man er ligeså godt stillet med en 8 Mbit forbindelse.

Jeg vil helst ikke virke mavesur og bitter. Jeg vil bare gerne kunne se hvad jeg skal bruge alt det her til.

Ja – hvis jeg skal flytte læssevis af billeder op til fotobank.de er jeg glad for både pladsen og – måske – forbindelsen. Men skal jeg det? Har jeg tillid til at mine billeder – uerstattelige stikord til mit liv – opbevares et sted jeg dybest set ikke har den ringeste kontrol over?

Og hvad med ubegrænset plads til mails? Jeg tror ikke mine nuværende mails – samlet sammen gennem mange år – fylder mere end jeg lige kan fylder min Gmail konto op. Jeg rydder nelig op ind i mellem, så jeg HAR ikke brug for pladsen.

Og så kommer der alle de her webhosts som også tilbyder urimeligt meget plads til næsten ingen penge. Jeg har på to webhoteller sammenlagt 8 GB plads. Den plads bruger jeg ikke fuldt ud – det kommer måske, måske ikke – men havde jeg valgt fx Servage.net ville jeg have 310 GB plads. Det er der simpelthen ingen anvendelig rimelighed i. Derfor har jeg så også fravalgt dem.

Nå, men jeg behøver heldigvis ikke vælge alle de gratis goder, før jeg kan se en mening med det. Så jeg venter lidt endnu.

Ja, det er det jeg arbejder med nu, men jeg skal jo også sælge det til brugerne. Og her skal jeg bruge nogle gode argumenter. Og de skal ikke blot være gode, de skal også være reelle.

Der ER fordele ved IP telefoni. Men for hvem?

Som privatperson er det fedt at jeg kan snakke billigt – i visse tilfælde gratis – så det er bare at pladre løs.

For en virksomhed – altså virksomheden som sådan – er der også en gevinst i at det er billigt. Hvorfor er det billigt? Jo, for i modsætning til traditionel telefoni, hvor der skal trækkes separate kabler, kan IP telefoni køre via det eksisterende netværk, der er sat op til virksomhedens computere. Et net sparet er penge lige ned i lommen. Og man skal kun vedligeholde kompetencer på LAN og ikke i nær samme grad på PSTN.

Men hvor er gevinsten for brugeren? Hun får en anden telefon, men hvor rykker det for alvor for hende?

Med tiden vil hun opleve, at telefonen vil “slå op” i hendes kalender, og når der er et møde vil den automatisk stille om til telefonsvareren. Men hvor meget rykker det for hende?

Ikke voldsomt meget. Så hvorfor udvise begejstring?

Hvad skal den enkelte medarbejder i en virksomhed med muligheden for at telefonbeskeder, fax og mails håndteres samme sted? Det er arbejdspladsen der har gevinsten, ikke brugeren.

Så hvordan sælger man IP telefoni til den enkelte bruger?

Jeg synes stadig det er svært.

I Det Danske Spejderkorps hylder vi om noget patruljesystemet. Men hvad er patruljesystemet, og har det i virkeligheden ikke spillet fallit?

I en patrulje udnytter man hinandens forskelle, man indgår i et tæt netværk med hinanden, det er en overskuelig enhed og det er i høj grad her at børn leder børn. Det betyder alt sammen, at over tid – lang tid – vil patruljemedlemmerne lære hinanden at kende lige så godt som et ældre ægtepar.

Hvad var det for vilkår der gjaldt for 100 år siden, da det hele startede? Dengang gik udviklingen langsommere, strukturen i samfundet – og hos spejderne – var langt mere hierarkisk end i dag, og især end den er i dagens Danmark. Autoriteterne betød mere dengang end den gør i dag, tingene var mere stabile, rammerne for det langstrakte patruljesamarbejde var på plads.

Sådan er det ikke i dag. Nu skal alt og alle være dynamiske og fleksible, det er nødvendigt at være omstillingsparat, ændringer sker i et helt andet – langt højere – tempo.

Hvilke vilkår gælder så i dag? Nu hedder alt projekter og teams. Overalt. Og nej, det er ikke helt det samme som patruljesystemet i traditionel forstand, alene det at tidshorisonten er en ganske anden. Et projekt er netop defineret ved, at opgaven er tidsafgrænset. Det gælder ikke for patruljen. Den skal gerne leve længst muligt.

I Det Danske Spejderkorps har vi en opgave med at udvikle børn og unge til selvstændige mennesker, der er villige til at at tage et ansvar i deres umiddelbare omverden. Kræver det ikke, at vi forbereder børnene og de unge til den verden de skal ud og være ansvarlige i? Og gør vi det med et patruljesystem, der i sin grundlæggende natur er helt ude af trit med den måde verden fungerer i dag?

Andre kan godt finde ud af at følge med tiden. I skolen i det øvrige uddannelsessystem arbejdes projektorienteret. På arbejdsmarkedet gør man det. Hvorfor gør vi ikke?

Mit forslag er helt enkelt: patruljens levetid skal forkortes markant.
Lad en patrulje leve lige så længe det tager at gennemføre et forløb. Herefter skal der laves nye patruljer.

Hvad giver det spejderne? De lærer at indgå i mange relationer, kravet til samarbejde øges, alene grundet de mange relationer de skal indgå i. De rustes til at kunne forholde sig til hyppigt skiftende grupperinger. Flere får mulighed for at prøve kræfter som patruljeledere (projektledere), hvilket kan give en afklaring af om ledelse er noget for dem i øjeblikket, eller om det godt må vente. Vi træner spejderne i omstilling og fleksibilitet.

Udvides ideen til at gælde på tværs af flere grupper i lokalområdet (måske på tværs af korps?) øges spejdernes aktive kontaktflade, der vil ligge i det at spejderne opfordres til mere aktivt at danne netværk. Og hvad kræver det professionelle arbejdsliv i dag? At man har adgang til et stort netværk.

Kom i gang – gør patruljens levetid kortere.

Det er allerede en overvældende succes, men det betyder ikke at det er slut.

Du kan stadig være med i Blog Tjek 07. Svar på nogle helt simple spørgsmål om min blog og dig selv, så er vi mange nysgerrige der bliver meget glade . Det tager kun ca. 1 minut.

Gå til spørgeskema.

Jeg har gennem noget tid dvælet en del ved kollektiv intelligens, wiki og open source, hvor jeg har samlet det under indgangsvinklen “videndeling”.Men ligesom der er mange gode ting i videndeling – uanset modellen – kan det så ikke også bruges til noget dårligt? Og hvor dårligt er det i virkeligheden?

Videndeling brugt til kriminalitet
Forestil dig at vi opretter en wiki, hvor vi samler al viden om kriminalitet og forbrydelse. Det vil blive den ypperste samling af vejledninger til det perfekte mord, økonomisk kriminalitet der ikke kan spores og meget andet skidt.

Vi vil simpelthen få opskriften på den perfekte forbrydelse.

Men hvad kan vi bruge den viden til?

• Vil vi fange mordere?
• Vil vi afsløre de svindlere, der prakker en masse stakler nytteløse “get rich fast” pakker på?

Viden er magt
Med fuld viden om den perfekte forbrydelse vil vi kunne gardere os mod den. Det er en fatal incitamentstruktur, for den der gerne vil udføre den perfekte forbrydelse. Og det vil også resultere i at en crime-wiki nok næppe vil se dagens lys. Og i hvert fald ikke vil blive holdt fuldt opdateret.

Kan vi herudfra konkludere, at open source, wiki og kollektiv intelligens udelukkende er af det gode?

Jeg kan godt lide princippet om at delen viden. Og jeg kan godt lide princippet om Open Source.

Men hvad så med situationen hvir MIN viden er Open Source? Vil det være en fordel eller utidig indblanden?

Videndeling betyder at jeg deler ud af min viden til dem der kan bruge min viden til noget. Og de får del i den når de skal bruge den.

Open Source betyder at min “kildekode” er frit tilgængelig. Og med en passende licens kan alle rette i min viden med pligt til at levere forbedringer tilbage til mig.

Er det ikke det, vi i dag strukturerer som wikier, fx wikipedia? Mjooh, måske. Og her ændrer mange artikler sig jævnligt.

Det som jeg mister ved at lade andre redigere min viden er at jeg ikke selv ræsonnerer mig til tolkninger og konklusioner, og hermed går glip af vigtig læring. Og ved så overhovedet hvad jeg ved, hvis andre også kan tilføje ny viden?

Mødet i en kollektiv intelligens er nok et rimeligt alternativ til at andre piller ved min viden. Men jeg deler stadig gerne ud af den.

Når mange åbent kan bidrage med specifik viden, kan en artikel blive af tårnhøj kvalitet.

Igen er Wikipedia blevet undersøgt for kvaliteten, og Politiken kan bringe nyheden om, at jo mere demokratisk (som i: jo flere der bidrager) Wikipedia bliver, desto højere bliver kvaliteten af artiklerne.

Det må altså betyde, at trods al den svig, svindel og ubændighed verden kan byde på, er der trods alt håb. For alle kan bidrage til Wikipedias artikler, både redigere i eksisterende og oprette nye, og alligevel er niveauet af ædel sanddruelighed i verdensklasse. I hvert fald målt i forhold til Encyclopaedia Britannica, der er en art reference på dette område.

Er det ikke også det, open source verdenen hylder? At alle og enhver kan komme med forbedringer?

Vist kommer der da uheldige ting ind i mellem, og vist sniger der sig en smule civil ulydighed ind hist og her. Men det bliver opdaget med det samme.

WordPress (det fine blog-system) har oplevet at der er blevet sneget ondsindet kode ind i den pakke der distribueres til alle og enhver. Få TIMER efter det skete blev det opdaget og rettet.

Jeg fascineres når den slags samarbejde kan lade sig gøre. Det må vi bruge i mange andre sammenhænge.

I mit nye job skal jeg være med til at lave en styringspolitik for telefoniområdet. Og det kan godt være lidt af en balancegang.

Kunsten er, at der skal være en stram styring, være klare linier for hvordan fx mobiltelefoner forventes brugt – og hvad de ikke forventes brugt til – og på samme tid skal der lokalt stadig være et rimeligt råderum for ledere til at disponere, dels over hvem der skal have mobiltelefoner, dels hvordan de skal bruges.

Umiddelbart synes jeg der er en indbygget konflikt eller modsatrettethed i styring på den ene side, og frihed på den anden side.

Udgangspunktet må vel være, at der i et udfald af tillid ( ) defineres nogle rammer, som der kan ageres frit indenfor. Men stadig med mulighed for, at bryde rammerne hvis det er rimeligt.

Hvordan strikkes sådan en styringspolitik sammen? Har du nogle ideer?